KORTFILMPAKKE: Splittet

Kortfilmpakke
En ung kanariefugl og en dreng arbejder dybt i mineskakterne. De vil gerne hjælpe de voksne minearbejdere, men de vil også gerne lege. De er splittede mellem pligt og lysten til frihed. BUSTER har samlet seks spændende film om at stå midt i noget, der trækker i to retninger. For Jasmin er det hendes to hjemlande; Somalia og Finland, for Mano er det hans vrede mod sin mor og sin beskyttertrang over for sin lillebror, for Lotus er det flovheden over at invitere venner hjem, fordi det roder, da hendes mor er syg. For 12 årige Mahdi er det genertheden, der kæmper med lysten til at fortælle den pige, han er forelsket i præcis hvor vild han er med hende. Seks korte film om at føle sig splittet ift identitet, loyalitet og familie.

Kanariefuglen

Kortfilm / Pierre-Hugues Dallaire / Canada

Vi skal ned i minerne. Ned i mørket, hvor store stærke mænd sprænger sig vej gennem bjerget i jagten på kul. Her er der ikke plads til hverken barndom, fantasi eller leg… og så alligevel. Den lille dreng Sonny og den gule kanariefugl, som han bærer med sig i et bur i minegangen, har nemlig fundet på en sjov leg. Det er Sonny og kanariefuglens job at advare minearbejderne om iltmangel, kulilteforgiftning og andre luftforhold, der kan true dem på livet. Hvis kanariefuglen får det dårligt eller falder om, er det nemlig en indikation på, at noget er galt, og så skal alle op af minen i en fart. Sonny opfinder en leg, som bringer barndommens glæde tilbage i mørket, men er ikke opmærksom på de mulige konsekvenser. Filmen tager udgangspunkt i de tusindvis af børnearbejdere, der arbejdede i Canadas miner i 1800-tallet, hvor børn helt ned til 8 år arbejdede i de farlige skakter. En eventyrlig og gribende historie om et venskab mellem en dreng og en mine-kanariefugl, hvis fælles drøm er at blive fri.

Jasmins to hjemlande

Kortfilm / Hanna Karpinen & Inka Achté / Finland

Hvorfor er jeg i det her land, når jeg kan være i Finland? 11-årige Jasmin er vred og fuld af spørgsmål. Hele sit liv har Jasmin boet højt mod nord i Finland med sin familie og gode venner. Hendes far flygtede fra Somaliland i Afrika og skabte sin familie i Finland for 20 år siden, men han savner sit hjemland meget, og nu hvor der er fred i Somaliland, skal Jasmin og hendes søskende og mor rejse ‘hjem’. Men det, der er hjem for hendes far, er helt ukendt og anderledes for Jasmin. Filminstruktørerne Inka Achte og Hanna Karpinen følger Jasmin tæt i mødet med sit andet hjemland. En ærlig, tankevækkende film om sjove, ærlige Jasmin, der finder sine ben i et fremmed land, hvor folk for første gang i hendes liv ikke spørger hende, hvor hun kommer fra.

Mano

Kortfilm / Toke Madsen / Danmark

Morgensol. En morgen ligesom mange andre. Solsorten synger. Storebror Mano vækker lillebror Izzo. De to brødre klarer sig selv, de stener. De har deres helt eget morgentempo, deres helt egen rytme. At der ikke er noget mad i køleskabet er en del af denne rytme og deres dagligdag. Anderledes er det med deres mor. Hun er sig selv, hun og hendes gæster. En varm film om søskendekærlighed, familier ude af rytme og selvrespekt. Filmen er instrueret af danske Toke Madsen og udtaget til verdens største animationsfilmfestival i Annecy 2023 i Frankrig.

YALLAH!

Kortfilm / Nayla Nassar, Edouard Pitula, Renaud de Saint Albin, Cécile Adant, Anaïs Sassatelli & Candice Behague / Frankrig

Flyvetur og animeret tagfat under Middelhavets blå himmel. I gaderne i en sønderskudt by holder en teenagedreng og hans far humøret oppe med fantasi og leg. Drømmen om en glad dag i deres kvarters lokale swimmingpool med dykning, spring fra vippen og de gode gamle blå dykkerbriller bringer livet, glæden og kærligheden tilbage mellem de to i en legende fortryllet koreografi mellem smukke sønderskudt bygninger. Filmen er en flot animeret kærlighedserklæring til Middelhavsbyen Beirut, Libanons hovedstad, en lille animationsfilm fuld af glæde og til en af verdens gamle byer lagt i ruiner af krig.

Ik’ så mange penge

Kortfilm / Ulla Søe / Danmark

Hvad er fattigdom? Er der fattige børn i Danmark? Fem børn og teenagere fortæller om at vokse op i en familie, hvor pengene er små. Lotus på 12 år er usikker på, om hendes venner dømmer hende, fordi hun aldrig har råd til noget. Hun flover sig over at tage venner med hjem, fordi der er så rodet. Hendes mor er arbejdsløs med en alvorlig arbejdsskade og mangler overskud. Isak er blevet rigtig god til at designe billige måltider og lave mad for at hjælpe sin mor og lillesøster, men også han kender til tillbudsjagt og havregryn sidst på måneden. Isak, Mathias, Lotus, Anthoncarl og Henrietta er helt almindelige danske børn og teeangers som alle andre, men deres familiers fattigdom mærker dem og det fanger filminstruktør Ulla Søe fornemt i denne lille perle fuld af venskab, håb og rå kærlig ærlighed om at vokse op i fattigdommens skygge.

De rigtige ord

Kortfilm / Adrian Moyse Dullin / Frankrig

Det er sidste chance. Jada skal flytte, Jada.. hende som 12-årige Mahdi er så glad for, at han har skrevet et digt til hende. Han kan ikke tro, han aldrig skal se igen. Mahdi vil sige noget, gøre noget, før det er for sent. Måske er dagen i dag sidste gang, han nogensinde ser hende? Men der er flere forhindringer i bussen på vej til indkøbscenteret, end man skulle tro. Årets mest romantiske film på BUSTER er skrevet af Emma Benestan, som før har vist sit talent for kærlighedsfilm. Se den! Filmen var nomineret til den store børnefilmpris ECFA for bedste kortfilm i 2022.

Skoleprogram - info til lærere

Fag: dansk, historie, samfundsfag & fransk
Klassetrin: Mellemtrin & Udskoling
Emner: Familie, Normer og identitet, Norden & Digitale medier
Temaer: Sanserne i biografen, Hvem er jeg? Hvem er du? & Nordiske filmfortællinger

Log ind

Opret bruger

Opret en gratis profil for at få adgang til at købe billetter til skoleprogrammet, samt have mulighed for at kunne lave dine egen udvælgelse af favoritfilm.