KORTFILMPAKKE: Vilde følelser

Kortfilmpakke
Vrede, savn og ensomhed er store, vilde og ubehagelige følelser, der kan få en til at eksplodere, græde, kaste med ting eller endda få os til at gemme os inde i os selv. Vi har samlet fem af årets bedste film om de store følelser til jer. I en af dem bliver drengen Roberts vrede til et rødt rasende monster, i en anden bliver en lille piges ensomhedsfølelse til en leg, og i en tredje udvikler Luisas savn sig til et hæsblæsende spændende eventyr med sagnvæsner fra Aztekernes historie. Måske kan du genkende dig selv, eller en du kender godt? Måske kan du blive inspireret til at se på de store følelser med andre øjne? Der er plads til de store følelser i biografmørket.

Det store raserianfald

Kortfilm / Célia Tisserant & Arnaud Demuynck / Belgien & Frankrig

Har du nogensinde været splitterhamrende rasende; vred, vred, vred helt ud i ørerne? Så vred at det eneste, du kan høre, er blodets brusen i din rasende hjerne? Robert har en dårlig dag, og da han kommer hjem fra skole, er han fuld af arrigskab og vrede. Rød vrede. Roberts far ser måbende til, mens Robert tramper op af trappen til sit værelse, hvor hans vilde utæmmelige vrede får frit løb, men heldigvis er vreden sjældent på besøg så længe. En lille film om vilde følelser.

Sommeren uden dig

Kortfilm / Milou Gevers / Holland

Sommerferie. Solbriller med palietter. Pandekagefest. Nutella. Dansegulv. Ti-årige Julie er på campingferie med sin mor og lillebror, men hun er urolig, bekymret og eftertænksom. Det er en ferie uden hendes far, og hun savner ham. Det er kun et år siden, hendes forældre blev skilt, og det er underligt at holde ferie uden ham. Hvad hvis nogle af de andre børn spørger, hvor hendes far er? Hvad skal hun svare? Hvad laver han, mens Julie er på ferie? Er han ked af det? Det viser sig heldigvis hurtigt, at Julie ikke er den eneste af børnene på campingpladsen, som har forældre, der er skilt. Pludselig opdager hun, at hun ikke er alene med sine tanker, og at det er mindre farligt, end hun troede, at dele dem.

Luce og kæmpestenen

Kortfilm / Britt Raes / Belgien

Luce lever i en tryg verden præget af rutiner og gentagelser. Hver dag det samme morgenkys, den samme tryghed og den samme frygt for natten og mørket. Men en dag lander et stort stenvæsen midt i landsbyen. Luce er rasende over forstyrrelsen, men opdager snart at hun og kæmpestenen kan mere sammen, end hun først troede. Den sprudlende legende animationsinstruktør Britt Raes har instrueret filmen, som vandt De Europæiske børnefilm festivaler - ECFAs store årlige pris for bedste kortfilm 2023.

Midt i en leg

Kortfilm / Cloé Coutel / Belgien & Frankrig

Ferie og langsomme dage. Tiden der går i stå. Sommer. Bølger. Sand. De voksne sover. En lille pige går alene på stranden, de andre børn er langt væk, de forsvinder af en sti. Pludselig er stilheden og kedsomheden ved at blive til ensomhed, men så dukker noget op mellem klitterne på stranden. Noget der får kroppen til at bevæge sig, tæerne til at vrikke, hænderne til at vaje i luften som små flag og latteren til at bølge og strømme. Rundt og rundt og rundt. En lille film om at være i en leg.

Luisa og den fjerprydede slange

Kortfilm / Hefang Wei / Frankrig

Nede i en papkasse bor en grøn gekko, mørkegrøn på ryggen, lysende grøn på maven. Det er Quetza; Louisas eneste ven efter hun er flyttet. Mexico City er meget anderledes end Europa. Sombreros og musik i gaderne, støvede veje i stedet for asfalt. Her møder hun drengen Arturo og hans bedstemor Abuela, som nok kan lidt magi og fortæller om den fjerprydede slangegud Quetzalcoatl og hans onde bror, den store jaguar. Noget tyder på, at profetien er ved at gå i opfyldelse, og Luisa og hendes nye ven Arturo må spille en afgørende rolle i at redde verden, hjulpet af Diego som er mexicansk wrestler og selvfølgelig gekkoen Quetza. Det bliver det sjoveste eventyr. Quetzalcoatl er gud for visdom, intelligens og orden, den vigtigste gud hos aztekerne i Mexico og fremstilles ofte som en fjerklædt slange.

Skoleprogram - info til lærere

Fag: dansk
Klassetrin: Indskoling, Udskoling, Børnehave & Mellemtrin
Emner: Eventyr, Familie & Normer og identitet
Temaer: Fra bog til film, Sanserne i biografen & Hvem er jeg? Hvem er du?

Log ind

Opret bruger

Opret en gratis profil for at få adgang til at købe billetter til skoleprogrammet, samt have mulighed for at kunne lave dine egen udvælgelse af favoritfilm.