KORTFILMPAKKE: Verden er stor

Kortfilmpakke
Verden er stor, spændende og fuld af muligheder og eventyr. Kom med på tur i ørkenen med en slange og en kamel, mød Omar på hans altan, hvor der både er hyben, agern og nødder, oplev nordlyset i Samernes land med Bräjhta og Aanta, forvandl dig til en ballon som den lille gris eller tag med Trumle fra DR Ramasjang på eventyr, når den lille, nysgerrige og frække dinosaur går på opdagelse i hverdagen. Få lyst til selv at gå på opdagelse i omgivelserne omkring dig; lejligheden, haven, naturen? Du kunne risikere at opleve noget helt nyt og spændende. Kortfilmspakken er præsenteret i samarbejde med CURADEN.

Sådan blev oasen til

Kortfilm / Marion Jamault / Frankrig

Ude i ørkenen bor en koldblodet slange med sylespidse tænder. Ikke langt derfra bruger den gamle varmblodede kamel dagen på at overleve i varmen. En dag mødes de to og bliver venner. Måske for livet? Den franske animationsinstruktør Marion Jamault har skabt en fortryllende ørken fuld af farver, spændende, sjove dyr og skøn musik, der får tæerne til at vrikke og hjertet til at hoppe i takt til ørkenens evige rytme. Fugle, baobabtræer, skildpaddder, aber, øgler, løver… Velkommen til ørkenen.

Gris

Kortfilm / Jaromír Plachý / Tjekkiet

Hvem er lille, rund og nysgerrig? Det er gris. Lille, uskyldig og legesyg går Gris på opdagelse i verden og leger, ligesom små børn gør det. En støvsuger er ikke bare en støvsuger. En papkasse, ikke bare en kasse. En larve kan forvandle sig. En spand kan bruges til mere, end du tror. Og man kan blive venner med både balloner og bier - når man er en lille, nysgerrig gris i en stor spændende verden.

Omars altan

Kortfilm / Trine Bundsgaard & Signe Kjær / Danmark

Oplev den sjove historie og de smukke illustrationer fra den danske billedbog ‘Omars altan’ i biografen. Omar elsker træer og planter. Mor og far vil gerne have, at han leger med de andre børn. Men de andre børn larmer og spiller fodbold, og Omar vil hellere samle agern, kviste og blade – og gro sin egen skov på altanen. En dag møder han en pige med de samme interesser. Bogen ‘Omars altan’ er skrevet af Trine Bundsgaard, illustreret af den prisbelønnede illustrator Signe Kjær og udgivet i samarbejde med Læs for Livet, Ordblindeforeningen og forlaget Gyldendal. Filmen er en del af BUSTERs initiativ ‘Billedbogen i biografen’ målrettet festivalens yngste brugere.

Nordlysets børn Brathta og Aanta

Kortfilm / Anders Östergren Njajta / Sverige

De to børn Bräjhta og Aanta bor i den sydlige del af det samiske område i Sverige og Norge, der kaldes Saepmie. De bruger hele dagen i naturen, hvor de tager på eventyr med deres venner, dyrene og de ånder, der lever på sletterne og i skoven. Det samiske folk har deres egne sagaer og myter og er rigtig gode til at fortælle historier. I denne lille film skal I høre om dengang, Bräjhta og Aanta var nødt til at vogte renerne alene en hel nat, fordi bedstefar var blevet syg.

Trumle på tur – Svømmehallen

Kortfilm / DR Minisjang / Danmark

Vil i med Trumle på tur? Denne gang er den venlige og nysgerrige dinosaur på tur med Theo, og de skal i svømmehallen med mor. Trumle vågner op i omklædningsrummet og går på opdagelse alene i svømmehallen. Det bliver spændende at se, hvad den lille dinosaur fra DR Minisjang finder på.

Skoleprogram - info til lærere

Fag: dansk & naturfagene
Klassetrin: Udskoling, Børnehave, Indskoling & Mellemtrin
Emner: Eventyr, Familie, Natur, Normer og identitet, Norden & Klima
Temaer: Sanserne i biografen, Kærlighed til naturen, Hvem er jeg? Hvem er du?, Fra bog til film & Nordiske filmfortællinger

Log ind

Opret bruger

Opret en gratis profil for at få adgang til at købe billetter til skoleprogrammet, samt have mulighed for at kunne lave dine egen udvælgelse af favoritfilm.