Nest
Hlynur Pálmason / Island / 2022 / 23 min
De islandske årstider danner baggrund for en helt unik oplevelse filmet fra én vinkel over et år af den anerkendte islandske instruktør Hlynur Pálmason. Tre søskende bygger en hule på en vild strandeng i Island, hvor snestorme bliver til lysende lykkelige forårsdage, og klare solnedgangs-aftener afløses af regnfulde morgener. Som publikum til denne smukke og vilde fortælling om en hule med en helt unik placering i verden, får vi i en sanselig oplevelse på første række. Sneen knitrer sprødt i vores ører, og vi holder vejret, når børnene klatrer rundt i højden. De tre søskendes kampe, jokes og øjeblikke af stor glæde bliver vores i det fortryllende landskab. En film der på trods af sin stilfærdige stil kalder på et væld af forskellige følelser, stemninger og sansninger.