BUSTERs børnemediekonference 2023: Se det fulde program

DA / EN

Igen i år inviterer BUSTER Filmfestival til en konference designet med korte, underholdende sessions, der veksler mellem ny forskning, viden og data om børne og ungdoms målgrupperne, kombineret med praktiske eksempler med instruktører, producenter, distributører og marketing teams.

Prisen for hele dagen, inklusive morgenmad, frokost, kage og drikkevarer, er 550 kroner. Konferencen afholdes på Teater Bremen i København og foregår på dansk og på engelsk. 

Program:

09:00 – Dørene åbnes. Morgenmad og kaffe.

10:00 – Velkomst ved Mariella Harpelunde Jensen, programchef for BUSTER Filmfestival.

10:10 – Læg din adultism bag dig – og brug AI og antropologi til at nærme dig målgruppen v. Niels Alberg / Will & Agency / Danmark

Hvordan kan man bruge ny teknologi og antropologiske og sociologiske metoder til at komme tættere på målgruppen 14-19 år, som filmkunstner, instruktør eller manusforfatter? Danske Will&Agency arbejder hands-on med projekter i 8 europæiske lande med helt nye metoder. Niels Alberg fortæller om disse metoder via et norsk filmprojekt med manusforfatter Amy Black Ndiaye og hendes produktionsselskab Maipo Film.  

10:30 – Lille Tut – Ny nordisk børneserie til de mindste rejser ud i den store verden v. Signe Leick og Morten Kaufmann / Toolbox Film / Danmark

Producerparret Signe Leick og Morten Kaufmann taler om deres nye IP, et bog- og animationsserie-projekt for børn i alderen 1-3, Lille Tut. Hvordan passer man på projektets kunstneriske kerne og sørger samtidig for, at det kan rejse til andre lande og hermed sikre en bredere finansiering? Hvordan finder man den rette distributør, der forstår projektets essens? Og hvordan overlader man trygt sit hjertebarn til udenlandske samarbejdspartnere? 

10:50 – Quirky, sweet and original. Mød salgsagenten, der elsker nordisk børneindhold v. Andrew Fitzpatrick / Monster! Entertainment / Irland

Andrew Fitzpatrick fra irske Monster! Entertainment er salgsagent og en legende i børnemediebranchen. Andrew taler om hvad nordisk børneindhold kan, hvorfor han interesserer sig for at distribuere Lille Tut og andre independent animationsserier, hvad han kigger efter, og hvordan man bærer en børneserie eller film helt frem til en Oscar-nominering, som han gjorde det med Wolfwalkers. Han kommer også med tips til, hvad man kan gøre for bedre at slå igennem med sin animationsserie.
Denne session er modereret af BUSTERs programchef Mariella Harpelunde Jensen.

11:10 – Kaffepause

11:40 – Hvem er de Global Natives og hvor er de unge i medielandskabet? v. Marika Lüders / Oslo Universitet / Norge

Professor og medieforsker Marika Lüders taler om sit store research projekt om de unge mediebrugere, Global Natives, og deres brug af digitale medier. Hvilke træk har de unge i alderen 16-19 til fælles? Kan man kategorisere dem? Hvordan kan disse kategorier hjælpe os med at forstå deres mediebehov? Projektet er et samarbejde mellem universiteterne i Oslo, Bergen og King’s College London. 

12:00 – Hvordan forholder danske unge sig til begrebet Global Natives? v. Storm, Gustav, Jakub, Alvin og Sofus, 1.G / Sorø Akademi / Danmark

Fem danske unge; Storm, Gustav, Jakub, Alvin og Sofus reflekterer over og perspektiverer Marika Lüders projekt Global Natives – Serving Young Audiences on Global Media Platforms i en samtale med BUSTERs programchef Mariella Harpelunde Jensen. De unge taler ud fra egne erfaringer om medievaner, medieoplevelser og deres personlige forhold til hverdagens medieforbrug. Genkender de sig selv i Marikas forskningsprojekt? 

12:20 – SMUK –  Den største danske ungdomsfilm i 15 år. Hvordan gjorde de? v. Mette Friis-Olsen og Frida Paus Regnar / SF Studios / Danmark

Mette Friis-Olsen, marketing manager og Frida Paus Regnar, SoMe manager, fortæller om lanceringsarbejdet med den danske ungdomsfilm SMUK, som i 2022 solgte 98.826 biografbilletter i de danske biografer og hermed blev den bedst sælgende live action ungdomsfilm i biograferne i Danmark i 15 år. Mette og Frida præsenterer strategien bag lanceringen, partnere og resultaterne. Hvad var det der skete, da man gik fuldt ind på at lancere en ungdomsfilm for første gang i mange år og hvordan performede SMUK i det næste vindue?

 12:40 – Frokost

13:40 – Crazy søpapegøje og fortællinger til børn i Færøerne på færøsk v. Jón Hammer og Tóki Jansson / KYK Pictures / Færøerne 

Producer Jón Hammer og instruktør Tóki Jansson præsenterer deres animationsprojekt The Unreal World of Alda i samtale med BUSTERs programchef Mariella Harpelunde Jensen. Hvad er deres vision for færøsk produceret indhold til en overset målgruppe på den nordatlantiske ø, og hvorfor på færøsk? 

14:00 – Hvad sker der med islandsk, når streamerne ikke dubber til de små sprog? v. Hrönn Sveinsdottir / Indie biografen Bio Paradis / Island

Hvor stor er streamernes magt over det lokale medieudbud og hvad betyder det for børn og unges sprog? Filmaktivisten Hrönn Sveinsdóttir, som står bag den uafhængige børnefilmfestival Reykjavik International Children’s Film Festival i den islandske hovedstad, fortæller om sit arbejde med distribution og visninger af film i et lille sprogområde. 

14:20 – Nye nordiske fortællinger om livet som barn i de marginaliserede boligområder v. Peter Pontikis, Patrick Sobieski og Xoaher Musavvir / Thin Skin Films / Sverige 

12 årige Abdel lever i et marginaliseret boligområde men har appetit på skolen. Da hans ven Bashir begynder at sælge stoffer for den lokale bande, trækker han Abdel med ind i kriminaliteten, og tingene begynder at eskalere. Filmskaberne bag filmen Bullets taler med aktivist og diversitetkonsulent Fahad Saeed om diversitet i børne og ungdomsfilm og manderoller for børn og unge med anden etnisk baggrund. 

14:40 – Nordisk papegøje mutant blir til hit i Frankrigv. Joelle Caroline og Irene Sparre / Godo Films + Sparre Productions / Frankrig og Danmark

Papegøjen Andrea fra det klassiske danske børneshow Kaj og Andrea er blevet fortolket 52 år efter sin danske premiere, er blevet forvandlet til fantalastiske Karla – og er blevet et hit i Frankrig. Hvordan skete det lige? Og hvem styrede denne pan-europæiske papegøje-kolbøtte? Joelle Caroline og Irene Sparre taler om tv-serien Karlas fantalastiske klasse med fokus på samarbejdet med Canal Plus, at rejse over landegrænser med indhold, der skal fungere på tværs af kulturelle forskelle.

15:00 – Kaffe og kage

15:30 – Hvem kæmper kampen for børne og ungdomsindholdet i EU? v. Anne Schultka / KIDS Regio / Tyskland 

Anne Schultka fortæller om det helt store kulturbudget, nemlig de 2.44 milliarder EURO som EU investerer i bl.a film og medier. Nu gøres der klar til næste budget i Bruxelles. Hvordan kan børne mediebranchen gøre sig gældende og hvad er forventningerne til det næste budget? Anne tegner processerne op og deler sin viden. Hun skal nemlig i Europa Parlamentet og tale de europæiske børnemediers sag. 

15:50 – Mr Freeman – fortællinger der spejler det digitale børne- og ungdomsliv v. Filmholdet / Zentropa / Danmark

Simone hænger ud med vennerne online, men indeni er hun optaget af at finde den store kærlighed, opleve overvældende passion og forelskelse – og pludselig er han der. Sød, flot og høflig. Og online. Han kalder sig Mr. Freeman. Filmholdet viser en teaser for deres helt nye spillefilm Mr. Freeman og fortæller om research og skriveprocesser. 

16.10 – Mr. Freeman – perspektiver fra forskningen v. Mikkel Hjorth, forsker og Docent, Ph.D. / VIA University College / Danmark

Forsker Mikkel Hjorth arbejder til daglig med den nyeste viden og forskning om den digitale dimension i børn og unges daglige liv. Hvad ved forskerne egentlig, og hvorfor er fremstillingen af den digitale hverdag så polariseret? Hvordan arbejder forskerne med at nuancere vores teknologiforståelse både ift skoler og det private rum? 

 16:30 – Drømmebyggerne – en dansk biografsucces med 32 millioner i indtægt på verdensplan v. First Lady Film / Nynne Selin Eidnes / Danmark

Filmbranchen er i krise, men ikke når det gælder animationsfilmen. I en samtale med BUSTERs programchef Mariella Harpelunde Jensen fortæller Nynne Selin Eidnes om animationsfilmen Drømmebyggernes rejse ud i verdenen, hvad hun har lært af det og hvilke tanker hun har gjort sig nu, hvor holdet gør klar til en 2’er.

16:50 – Drinks & mingle

18:00 – Tak for i dag

18:30 – Middag (kræver særlig tilmelding) 

Køb billet: Børnemediekonference 3. oktober

Køb billet: Børnemediekonference 3. oktober

Børnemediekonferencen er en vigtig del af BUSTERs Branchedage, og i 2023 finder den sted den 3. oktober med fokus på temaet co-creation. Konferencen samler en bred vifte af fagfolk fra børnemediebranchen, herunder forskere, eksperter, medieprofessionelle og skabere. Ved at forene disse forskellige perspektiver har konferencen til formål at inspirere innovation, samarbejde og udvikling inden for børnefilm og -medier.

Log ind

Opret bruger

Opret en gratis profil for at få adgang til at købe billetter til skoleprogrammet, samt have mulighed for at kunne lave dine egen udvælgelse af favoritfilm.