We met in Virtual Reality

Joe Hunting / Storbritannien / 91min
Velkommen til en ultra-kunstig, digital fantasiverden med helt ægte mennesker og følelser. Et socialt fristed i en visuelt enestående film, udelukkende optaget i et VR-chatforum under pandemien. Animé-figurer i alle former og farver mødes i et digitalt fantasiunivers under det første lockdown, hvor de kører om kap, danser mavedans og deltager i kurser i tegnsprog. Den unge instruktør Joe Huntings debut sætter helt nye standarder for, hvordan film (og specielt dokumentarfilm) kan se ud. Kontrasten mellem de kulørte science fiction-landskaber og ensomheden, som stemmerne bag de surreelle avatars faktisk føler, er rørende, slående og frigørende. Samtidig er vi pludselig i en parallelverden, hvor man selv vælger sit køn og sin identitet, og hvor man kan finde sjælevenner uanset, hvor langt væk de er. Hunting navigerer i det virtuelle univers ved at følge nogle par, der mødte hinanden under den isolation, som for mange mennesker har været traumatiserende. Optaget i et alternativt univers men ‘klippet’ og fortalt som en film. Her er et godt bud på, hvor filmkunsten og menneskelig samværsform er på vej hen. Filmen egner sig bedst til børn over 13 år.

Skoleprogram

Fag: dansk & engelsk
Klassetrin: Udskoling
Emner: Digitale medier & Normer og identitet
Tema: Sanserne i biografen

Undervisningsmateriale

BUSTER tilbyder en række gratis undervisningsmaterialer, som I kan bruge i forbindelse med jeres filmvisning. Materialet handler ikke om den enkelte film, I skal se, men lægger op til et tematisk eller fagligt forløb, som I kan integrere filmoplevelsen i. Tænk det som et fagligt eller tematisk sæt briller, som I sammen ser filmen igennem og som giver jer nogle særlige opmærksomhedspunkter for biografoplevelsen. Nedenstående materialer er anbefalet til denne film: We met in Virtual Reality

Digitale medier: map din klasses forbrug!

Undervisningsmateriale

Dette materiale lægger op til et forløb om klassens forbrug af digitale medier og en fælles refleksion om den rolle, de digitale medier spiller i vores liv – på godt og ondt. Det knytter sig til de film i programmet, hvor digitale medier spiller en frmetrædende rolle i plottet. I vil komme til at mappe jeres egen klasses forbrug, jeres egne interesser online og diskutere, hvordan man kan bevæge sig bevidst og kildekritisk rundt på internettet.