Søstre – Sommeren vi fandt vores superkræfter

Silje Salomonsen & Arild Østin Ommundsen / Norge / 78min
Tag med to norske søstre på vildmarkseventyr i denne fuldkomne filmperle. 5-årige Billie og 9-årige Vega skal på fjeldtur med deres far, som både er modig, stærk og sjov. Efter en dags rejse i den smukke natur falder far ned i et hul i en klippe, brækker sit ben og smadrer sin mobiltelefon. Han er ok, men ukampdygtig. Det er nu op til de to piger at hente hjælp, og opgaven sender dem ud på et vidunderligt eventyr alene i vildmarken. Deres færd igennem det barske og øde landskab lærer dem en masse om, hvad man kan sammen som søstre, når det virkelig gælder.

Skoleprogram

Fag: dansk & naturfagene
Klassetrin: Indskoling & Mellemtrin
Emner: Eventyr, Familie, Normer og identitet, Natur & Norden
Temaer: Nordiske filmfortællinger & Kærlighed til naturen

Undervisningsmaterialer

BUSTER tilbyder en række gratis undervisningsmaterialer, som I kan bruge i forbindelse med jeres filmvisning. Materialet handler ikke om den enkelte film, I skal se, men lægger op til et tematisk eller fagligt forløb, som I kan integrere filmoplevelsen i. Tænk det som et fagligt eller tematisk sæt briller, som I sammen ser filmen igennem og som giver jer nogle særlige opmærksomhedspunkter for biografoplevelsen. Nedenstående materialer er anbefalet til denne film: Søstre – Sommeren vi fandt vores superkræfter

Naturlig nysgerrighed!

Undervisningsmateriale

BUSTER viser hvert år et hav af smukke og spændende film om natur til de yngste i skolen. Dette materiale lægger op til et kreativt og legende forløb om naturvidenskabelig metode og undersøgelse med nysgerrighed som omdrejningspunkt. Eleverne skal bl.a. tegne deres egen biolog, finde arter i naturen, lave 'light-klassificering' af dem og sidst men ikke mindst stop-motion-animere deres fund i små film.

Dubbing: Lær at dubbe en film!

Undervisningsmateriale

Denne film er 'dubbet' med dansk tale. Dubbing er en disciplin indenfor film, hvor stemmer og dialog udskiftes med stemmer på andre sprog end det originale. Dubbing består af en række sjove processer, som passer til fagene Engelsk, Dansk, Medier og IT. I materialet her arbejder I med kortfilmen Flap Crashers. I skal starte med at oversætte filmens dialog-liste fra engelsk. Derefter skal I caste stemmer. I arbejder også med kortfilmens originale manuskript, som vi har lånt af The Animation Workshop og filmens instruktør John Mallett, derefter skal I øve dialogen og forsøge jer med at live-dubbe. Når I først har arbejdet med dubbing, vil I opleve dubbede film og tv-serier på en helt anden måde.

Eventyrets byggesten

Undervisningsmateriale

Lær eventyrets basale regler at kende gennem sjove og kreative øvelser, der sætter hele klassen i gang med at fortælle og finde på. Før visningen arbejder I med eventyrets karakterer og grundstruktur (hjemme-ude-hjem), og efter visningen samler I op med en sanseøvelse, genkendelse af genretræk og morale samt en anmeldelse. Vi anbefaler både dette materiale til film, der kan kategoriseres som klassiske eventyr og film som trækker på (eller måske endda bryder med) de basale genretræk for eventyret.