BUSTER Filmfestival: “Dubbing for begyndere”


Dubbing er en disciplin indenfor film, hvor stemmer og dialog udskiftes med stemmer på andre sprog end det originale. Gurli Gris hedder faktisk “Peppa Pig” i England og taler engelsk. I Tyskland hedder hun Peppa Wutz og taler tysk. Dubbing består af en række sjove processer, som passer til fagene Engelsk, Dansk, Medier og IT. 

Med udgangspunkt i BUSTER Filmfestivals undervisningsmateriale og i samarbejde med professionelle dubbing instruktører og formidlere fra BUSTER Filmfestival kan du og din klasse arbejde sammen om et intensivt undervisningsforløb om dubbing. 

I workshoppen her arbejdes med kortfilmen Flap Crashers Filmens dialog skal oversættes fra engelsk, oversættelsen skal følge originalens rytme og antal stavelser,  så den kan fungere med ‘læbe-sync’ – det man på engelsk kalder “lip sync”. Derefter skal der castes stemmer,  gennemføres læseprøver, øves, livedubbes og til sidst optages og mixes. Når I først har arbejdet med dubbing, vil I opleve dubbede film og tv-serier på en helt anden måde

Forløbet henvender sig til mellemtrinnet i fagene Dansk, Engelsk, Medier og IT. 


Klassetrin: Mellemtrin
Tidspunkt: Alle hverdage uge 40 2021, kl. 9.00 – 13.30
Pris: 1.000 kr. pr. klasse
Location: Tumlesalen, biblioteket på Danasvej

FILM-X: “UPERFEKTE HELTE PÅ FILM”

Amerikanske børnefilm og tv serier vrimler med perfekte helte, der redder verden og altid ender med at gøre det rigtige. Men ser vi på den danske børnefilmtradition, kan vi derimod spejle os i et væld af ægte mennesker, der er uheldige, bange, begår fejl – men som vi alligevel ender med at se op til og holde af.

I dette forløb ser vi nærmere på, hvad der kendetegner børnekaraktererne i danske film og tv-serier. Vi ser på eksempler som karakteren Buster fra ’84 klassikeren “Busters Verden”, der i år er aktuel på ny i en genindspilning. Eleverne skal derudover selv indspille en filmscene i FILM-X studierne, hvor de stilles overfor en situation med et dilemma. De skal sammen med deres filmhold diskutere, hvad de selv ville gøre og finde frem til en handling, hvor en hovedperson træffer nogle valg, som måske er modige, måske forkerte, men som i hvert tilfælde kendetegner et ægte menneske.

Forløbet henvender sig til mellemtrinnet i fagene Dansk og Medier og IT. 


Klassetrin: 3. – 6. klasse
Tidspunkt: Alle hverdage i uge 39 og 40 2021, mandag-torsdag kl. 8:45-11:45, fredag kl. 10:00-13:00
Pris: 975 kr. pr. klasse
Location: FILM-X studierne i Cinemateket

Foto kredit: Jørgen True / DFI

Foto: Fornavn Efternavn