BUSTER OG DE DANSKE BØRNEBIBLIOTEKER PRÆSENTERER:

Dette billede har en tom ALT-egenskab (billedbeskrivelse). Filnavnet er vild-med-film-2020-vinder-1024x768.jpg

VILD MED FILM 2020 – DER ER KÅRET EN VINDER 

Årets Vild med film-kampagne er nu afsluttet. Der er oploadet mere end 140 film fra hele landet og det er med stor glæde, at vi på BUSTER filmfestival i samarbejde med De danske børnebiblioteker kan løfte sløret for Årets VINDER film 2020. 

Formålet med VILD MED FILM er at give elever på mellemtrinnet en anderledes og professionel indsigt i filmmediet og med let tilgængelige formater at klæde dem på til selv at udtrykke sig med de kameraer, mange af dem allerede går rundt med i lommen. VILD MED FILM er en kampagne, der har eksisteret siden 2015 og er, i sin nuværende form, et samarbejde mellem BUSTER Filmfestival og De danske børnebiblioteker. 

I år er elever, lærere og bibliotekarer dykket ned i poesiens verden, inspireret af digterne Benny Andersen, Yahya Hassan og Tove Ditlevsen har eleverne lavet deres egne film om barndommens land og rum. Kort sagt udforsker og eksperimenterer VILD MED FILM 2020 poesi og filmsprog. 

De to talentfulde filminstruktører Josefine Exner og Søren Brydesen fra Den Danske Filmskole udgør årets Jury og har valgt en vinder. De begrunder deres valg med følgende ord:

Kære alle deltagere på VILD MED FILM 2020

Tak for at vi har fået lov til at se alle jeres fine film. Det har været meget inspirerende og I er bare helt vildt seje til at prøve ting af, som hverken jeg eller Josefine har set før. 

Vi skulle selvfølgelig vælge en vinder, selvom det var helt vildt svært. Og der var særligt én film, som vi blev meget rørte af.

Vinderfilmen udmærker sig ved at have et personligt sprog. Den er originalt lavet. Den har en dramaturgisk udvikling. Og så er det en meget modig fortælling. 

Fra filmen starter er det tydeligt at mærke, at her er der en fortæller, som har noget på hjerte. Gennem brug af digt har fortællerne formået at invitere os ind i en verden, som for nogen kan virke meget ensom. 

Digtet der bliver brugt i filmen er poetisk skrevet og fortælles med en tydeligvis meget personlig og berørt stemme. Der er mange fine formuleringer, fx “Jeg hører uret tikke, men min verden står stille” og “Jeg kender min farmor, men nu hun kender ikke mig”. 

Filmens billeder er legende og fyldt med metaforer, som udfordrer os til at bruge vores fantasi som tilskuer – fx en blomst mellem to mursten, skygger på græsset og en tom gang. Vi ser verden med fortællernes blik og så er filmens klipning hurtig, markant og original. 

Filmens tematik er vigtig og relevant for et stort publikum – både andre unge, voksne og ældre. Den sætter fokus på, at verden også kan gå i stå for unge, når deres bedsteforældre bliver syge. Efter 1 minut og 5 sekunder er vi blevet en del af jeres verden og oplever den med jeres blik. 

Vinder af Vild med Film 2020 er filmen “Farmor” lavet af Camelia, Aya, Maja R og Zeina fra 4.E fra Uglegårdsskolen i Solrød. 

Stort tillykke.

BUSTER Film Festivals programchef Mariella Harpelunde Jensen har fulgt juryens arbejde og bemærker hvordan årets indsendte film har en høj kvalitet og hvordan temaet med at lave film om barndommen, mens den stadig er så nærværende, har inspireret de deltagende børn.. “Årets VILD MED FILM er fyldt med fine fortællinger og flotte velkomponerede billeder. Det er inspirerende at opleve, at børnene tør udtrykke sig så personligt via filmmediet. Det er derfor BUSTER Filmfestival er så glad for at lave VILD MED FILM”. 

Lea Korshøj Christensen fra De danske børnebiblioteker fortæller: ”Vi er glade for at se, at rigtig mange er gået ind i opgaven med filmene. VILD MED FILM har dog i år krævet en ekstra indsats fra bibliotekerne og lærerne, da niveauet var sat meget højt, men når det er sagt, så er det fedt at få rammen serveret, så det var lige til at gå i gang med. Og det har ikke afholdt børnene fra at lave nogle fantastiske film.”

Vinderne og deres klasse vinder en biografoplevelse for hele klassen med pizza og en mulighed for at møde kampagnens værter og Jury medlemmer Josefine og Søren online.

Se vinderfilmen: FARMOR
Juryens video til vinderne

Tillykke fra VILD MED FILM

TAK TIL ALLE FOR DELTAGELSE I VILD MED FILM 2020.

Kampagneperioden er afsluttet, og VILD MED FILM juryen vurderer nu alle indsendte film.

Læreren til vinderfilmen kontaktes før 30. september.

Alt indhold, der uploadet til BUSTER, er beskyttet af persondataloven.

VILD MED FILM 2020

Hvordan kan man sætte ord på en stemning? Og hvordan kan man vise de ord med levende billeder? Det handler det om på årets VILD MED FILM kampagne for biblioteker, skoler og mellemtrins-elever i hele landet. 

På biblioteket og hjemme i klassen skal I lade jer inspirere af store danske forfatteres digte til at producere jeres egne poetiske dokumentarfilm om barndommens land. 

I får hjælp af de to seje unge filminstruktører Josefine og Søren, som begge går på Den Danske Filmskole og som med stærke benspænd og en masse inspiration vil guide jer gennem årets VILD MED FILM.

OM VILD MED FILM

Formålet med VILD MED FILM er at give elever på mellemtrinnet en anderledes og professionel indsigt i filmmediet og med lettilgængelige formater at klæde dem på til selv at udtrykke sig med de kameraer, mange allerede går rundt med i lommen. 

VILD MED FILM er en kampagne, der har eksisteret siden 2015 og er et samarbejde mellem BUSTER Filmfestival og Biblo.dk. Da biblo.dk lukkede 31.12 2019 overtog BUSTER Filmfestival kampagnen og fører nu VILD MED FILM videre i et nyt samarbejde med De danske børnebiblioteker i 2020.

TILMELDING

Er du bibliotekar?

Tilmeld dig via De danske børnebiblioteker via mail til gritt.elmeskov@aalborg.dk.

Deadline for tilmelding er d. 27. august 2020 

Vi skal bruge dit navn og din emailadresse, samt navnet på dit bibliotek.

Skriv venligst ’VILD MED FILM 2020’ i emnefeltet.

Læs mere her:

Er du lærer? Kontakt dit lokale bibliotek og tilmeld jer sammen!

______________________________________________________________________________

DEADLINE FOR UPLOAD AF FILM: 25. SEPTEMBER 2020

Når kampagneperioden er startet 31. august, vil du og eleverne kunne uploade jeres film her på siden. I kan uploade frem til d. 25. september kl. 17.

Alt indhold, der uploades her, er beskyttet af persondataloven.

Hovedpræmie

Den bedste dokumentarfilm vinder en biografoplevelse for hele klassen med pizza og en mulighed for at møde kampagnens værter Josefine og Søren online.

D. 30. September annonceres vinderfilmen her på BUSTER.dk.

Juryen ser frem til at se jeres film!