Login

X

Hvis du tidligere har købt billetter uden at oprette en profil, kan du bede om et nyt password for at logge ind.

Opret konto

Kom til koncert på Brønshøj Torv med Børnerock & BUSTER

Brønshøj Torv bliver fyldt med god musik den 12. juni, når talentfulde lokale børnebands fra Brønshøj kommer forbi i en stor musik-karavane. Setlisten byder både på klassiske danske rocknumre, de største popsange og børnenes helt egen musik.

 

Karavanen starter på Brønshøj Skole om morgenen og besøger hele seks skoler i alt, før festen kulminerer på Brønshøj Torv med en stor, åben koncert fra 16.05-17.00.

Musik-karavanen er arrangeret af BUSTER FIlmfestival og musiklærer på Brønshøj Skole, Kevin Lynggaard Dyrholm. Koncerterne fejrer lanceringen af BUSTER Filmfestivals skoleprogram.

“Det er altid en fornøjelse og en kæmpe fest at opleve de dygtige børnebands fra Brønshøj. Musik fylder også en hel del i årets skoleprogram, der byder på fantastiske film fra hele verden og events med filmmusikken i fokus. Det glæder vi os til at fejre med koncert den 12. juni”, siger Mariella Harpelunde Jensen, programchef på BUSTER Filmfestival.

Udover koncerten, kan I også få et smugkig på en af filmene fra årets program. BUSTER inviterer til filmvisning på Brønshøj Bibliotek, hvor børn og forældre kan opleve den musikalske kortfilm ‘Den langbenede mand’. Filmen er en flot animationsfilm, hvor en lirekasse og dens ejer, med en høj hat og meget lange ben, danser gennem en storby til tonerne af lirekassemusik. Filmen er tilladt for alle, varer ca. 10 minutter og vil blive afspillet i loop på biblioteket.

BUSTER Filmfestival 2024 finder sted fra 21. september til 6. oktober. Her kan børnehaver, skoleklasser og familier opleve de bedste, nye film for børn og unge og være med til sjove events i biografer, på museer og biblioteker i og omkring København. Billetter findes på buster.dk.