Trailer

Yuni – Pigen der elskede lilla

Kamila Andini / Indonesien / 95min
Slush-ice, storcentre, kampsport, pigeliv… og ægteskabstilbud. Unge indonesiske piger lever i en helt anden virkelighed, men 16-årige Yuni er helt sin egen. Hun er kleptoman, når det gælder lilla ting, hun har et crush på sin følsomme lærer Hr. Damar, hun kører knallert, er dygtig i skolen, stærk, egenrådig og modig. Men så ringer det på døren, og den første frier præsenterer sig med sine forældre og en god medgift. Og flere følger efter. Men Yuni vil ikke giftes, hun insisterer på at finde sin egen vej, hjulpet af sin ven Yoga på skolen. Men det er ikke så let for en ung kvinde på 16 år at vinde friheden i Indonesien, hvor obligatoriske jomfru-tests bruges til at bortvise unge kvinder fra uddannelsesinstitutioner. Filminstruktør Kamila Andini har lavet en fremragende film om pigeliv og frihed i nutidens Indonesien. En nærværende og eksplosiv film om at kæmpe for sig selv, som blev indstillet som Indonesiens bud på en Oscar i 2022. BUSTER anbefaler filmen til børn over 13 år.

Skoleprogram - info til lærere

Fag: dansk & kristendom
Klassetrin: Udskoling
Emner: Familie & Normer og identitet
Tema: En sang for friheden

Se undervisningsmaterialer

Undervisningsmaterialer

BUSTER tilbyder en række gratis undervisningsmaterialer, som I kan bruge i forbindelse med jeres filmvisning. Materialet handler ikke om den enkelte film, I skal se, men lægger op til et tematisk eller fagligt forløb, som I kan integrere filmoplevelsen i. Tænk det som et fagligt eller tematisk sæt briller, som I sammen ser filmen igennem og som giver jer nogle særlige opmærksomhedspunkter for biografoplevelsen. Nedenstående materialer er anbefalet til denne film: Yuni – Pigen der elskede lilla

Ungdomsfilm og -serier: kan du spejle dig?

Undervisningsmateriale

Nu er det eleverne selv, der er eksperter! Materialet her handler om ungdomsfilm og -serier som genre og I arbejder med begreber som 'målgruppe', 'spejling' og 'repræsentation'. Eleverne trækker på deres eget forbrug af ungdomsfilm- og serier, og skal efter visningen arbejde med at vurdere filmen som målgruppe, skrive videre på handlingen og diskutere, om de selv mangler karakterer at spejle sig i.

Normer og identitet

Undervisningsmateriale

De sociale fællesskaber er en del af vores identitetsdannelse, som enten inspirerer os til at finde os selv, eller får os til at føle os mindre værd. Vores identitet bliver sammenstrikket af alt fra køn, ophav, social klasse, hudfarve, fritidsinteresser og ikke mindst, de miljøer vi færdes i. Dette materiale kan bruges til de af BUSTERs film, som handler om identitet og normer. Børne- og ungdomsfilmens typiske opbygning omkring centrale karakterers tidlige identitetsdannelse i forskellige miljøer gør dem oplagte til at arbejde med spørgsmål om identitet, sociale normer og repræsentation. Materialet lægger op til inspirerende snakke med eleverne om, hvad identitet er, og hvornår normer for, hvordan vi skal opføre os og se ud, kan være skadelige for os. Med cases, kreative øvelser og refleksionsoplæg bliver I klædt på til at spotte fordomme og normer i filmen og se nuanceret på karakterne ud fra identitetsbegrebet.