Dina Duma / Nordmakedonien, Kosovo & Montenegro / 91min
De to svømmepiger Maya og Jana er som søstre - de har hinandens ryg, gør hinandens sætninger færdige og kender hinandens hemmeligheder. Men da Maya afviser at lade Kris fra klassen tage hendes mødom til en fest, bliver løgne til flere løgne, som til sidst er umulige at komme ud af. Dina Dumas debutfilm er en vellykket fortælling om hævnporno, veninder der bryder op og om at miste sit moralske kompas i en tid, hvor ét klik kan brede sig som uoverskueligt mange ringe i vandet. Filmen var Nordmakedoniens bidrag til Oscar 2022. Filmen er ikke for børn og unge under 13 år.Skoleprogram - info til lærere
Fag: dansk
Klassetrin: Udskoling
Emner: Digitale medier & Normer og identitet
Se undervisningsmaterialer
Undervisningsmaterialer
BUSTER tilbyder en række gratis undervisningsmaterialer, som I kan bruge i forbindelse med jeres filmvisning. Materialet handler ikke om den enkelte film, I skal se, men lægger op til et tematisk eller fagligt forløb, som I kan integrere filmoplevelsen i. Tænk det som et fagligt eller tematisk sæt briller, som I sammen ser filmen igennem og som giver jer nogle særlige opmærksomhedspunkter for biografoplevelsen. Nedenstående materialer er anbefalet til denne film: Søstre
Undervisningsmateriale
Dette materiale lægger op til et forløb om klassens forbrug af digitale medier og en fælles refleksion om den rolle, de digitale medier spiller i vores liv – på godt og ondt. Det knytter sig til de film i programmet, hvor digitale medier spiller en frmetrædende rolle i plottet. I vil komme til at mappe jeres egen klasses forbrug, jeres egne interesser online og diskutere, hvordan man kan bevæge sig bevidst og kildekritisk rundt på internettet.
Undervisningsmateriale
Nu er det eleverne selv, der er eksperter! Materialet her handler om ungdomsfilm og -serier som genre og I arbejder med begreber som 'målgruppe', 'spejling' og 'repræsentation'. Eleverne trækker på deres eget forbrug af ungdomsfilm- og serier, og skal efter visningen arbejde med at vurdere filmen som målgruppe, skrive videre på handlingen og diskutere, om de selv mangler karakterer at spejle sig i.
Undervisningsmateriale
Familier kommer i alle mulige former, farver og størrelser i BUSTERs program. Filmene konkretiserer det komplekse i at være en familie på mange forskellige måder og er oplagte til at reflektere over familieformer og -roller i klassen. Dette materiale kan bruges til at analysere den film I skal se på festivalen med familien som omdrejningspunkt. Med de forskellige øvelser arbejder I med at udvide familiebegrebet og reflekterer over, hvilke familieformer I selv støder på i film og serier, og hvilke der mangler. I slutter af med en 'familieanalyse' af filmen
Undervisningsmateriale
De sociale fællesskaber er en del af vores identitetsdannelse, som enten inspirerer os til at finde os selv, eller får os til at føle os mindre værd. Vores identitet bliver sammenstrikket af alt fra køn, ophav, social klasse, hudfarve, fritidsinteresser og ikke mindst, de miljøer vi færdes i. Dette materiale kan bruges til de af BUSTERs film, som handler om identitet og normer. Børne- og ungdomsfilmens typiske opbygning omkring centrale karakterers tidlige identitetsdannelse i forskellige miljøer gør dem oplagte til at arbejde med spørgsmål om identitet, sociale normer og repræsentation. Materialet lægger op til inspirerende snakke med eleverne om, hvad identitet er, og hvornår normer for, hvordan vi skal opføre os og se ud, kan være skadelige for os. Med cases, kreative øvelser og refleksionsoplæg bliver I klædt på til at spotte fordomme og normer i filmen og se nuanceret på karakterne ud fra identitetsbegrebet.