Shamira Raphaëla / Holland & Belgien / 75min
Mød teenageren fra Rotterdam, der har totalsmadret sin mormors bil og nu (mere eller mindre helhjertet) forsøger gøre det hele godt igen ved at sælge hjemmelavede ispinde og få store ideer. Måske han skulle lave en musikfestival med sig selv som hovedattraktion? Shabu er selvsikker, tyk, uansvarlig, musikalsk, energisk, doven, kæk, omsorgsfuld OG egoistisk. Kort sagt: en sammensat karakter! Vi følger ham rundt i det udsatte boligområde Peperklip, som ikke just ligner hollandske postkort med tulipaner og kanalhuse. BUSTERs panel af børn og unge har talt: Shabu er mega ‘drippy’, og filmen er en af årets store favoritter, som fylder biografsalen med gode vibes. Det kærlige og ærlige portræt af den unge dagdriver, som vi på en gang irriteres over og hepper på, er ideelt udgangspunkt til en snak om identitet, normer og familieroller.Skoleprogram - info til lærere
Fag: dansk & samfundsfag
Klassetrin: Mellemtrin & Udskoling
Emner: Familie & Normer og identitet
Se undervisningsmaterialer
Undervisningsmaterialer
BUSTER tilbyder en række gratis undervisningsmaterialer, som I kan bruge i forbindelse med jeres filmvisning. Materialet handler ikke om den enkelte film, I skal se, men lægger op til et tematisk eller fagligt forløb, som I kan integrere filmoplevelsen i. Tænk det som et fagligt eller tematisk sæt briller, som I sammen ser filmen igennem og som giver jer nogle særlige opmærksomhedspunkter for biografoplevelsen. Nedenstående materialer er anbefalet til denne film: Shabu – stjernen fra Peperklip
Undervisningsmateriale
Nu er det eleverne selv, der er eksperter! Materialet her handler om ungdomsfilm og -serier som genre og I arbejder med begreber som 'målgruppe', 'spejling' og 'repræsentation'. Eleverne trækker på deres eget forbrug af ungdomsfilm- og serier, og skal efter visningen arbejde med at vurdere filmen som målgruppe, skrive videre på handlingen og diskutere, om de selv mangler karakterer at spejle sig i.
Undervisningsmateriale
Familier kommer i alle mulige former, farver og størrelser i BUSTERs program. Filmene konkretiserer det komplekse i at være en familie på mange forskellige måder og er oplagte til at reflektere over familieformer og -roller i klassen. Dette materiale kan bruges til at analysere den film I skal se på festivalen med familien som omdrejningspunkt. Med de forskellige øvelser arbejder I med at udvide familiebegrebet og reflekterer over, hvilke familieformer I selv støder på i film og serier, og hvilke der mangler. I slutter af med en 'familieanalyse' af filmen
Undervisningsmateriale
De sociale fællesskaber er en del af vores identitetsdannelse, som enten inspirerer os til at finde os selv, eller får os til at føle os mindre værd. Vores identitet bliver sammenstrikket af alt fra køn, ophav, social klasse, hudfarve, fritidsinteresser og ikke mindst, de miljøer vi færdes i. Dette materiale kan bruges til de af BUSTERs film, som handler om identitet og normer. Børne- og ungdomsfilmens typiske opbygning omkring centrale karakterers tidlige identitetsdannelse i forskellige miljøer gør dem oplagte til at arbejde med spørgsmål om identitet, sociale normer og repræsentation. Materialet lægger op til inspirerende snakke med eleverne om, hvad identitet er, og hvornår normer for, hvordan vi skal opføre os og se ud, kan være skadelige for os. Med cases, kreative øvelser og refleksionsoplæg bliver I klædt på til at spotte fordomme og normer i filmen og se nuanceret på karakterne ud fra identitetsbegrebet.