Nye kortfilm fra Norden
Kortfilmpakke / 72min
Hør historier på klingende finsk, se pigefejde på svenska og få frisket dine norske Halloween-gloser op. I samarbejde med vores søsterfestivaler i Norge, Sverige, Island og Finland udvælger BUSTER hvert år de stærkeste kortfilm fra hvert land. De meget forskellige film tager os på rundtur mellem alt fra svenske boligblokke til mageløse islandske stepper. Få øje på hvert lands særlige sprog og kultur i universelle fortællinger om at være i naturen, at blive venner, at fanget i de voksnes problemer og at føle sig anderledes.
Kortfilm / Lina Berger / Sverige / 19min
Billie og Aminas første møde i boligblokken ender i slåskamp og uvenskab til hårde beats, men de to børn, som har problemer derhjemme og søger tryghed andre steder, er dømt til at mødes igen. Det viser sig at Billie og Amina har meget mere til fælles, end de først troede. Historien udfolder sig mellem lyserøde pigeværelser, grå gadehjørner og neonblå akvariummer i den fiskebutik, hvor de ser hinanden i et andet lys. Musik, farvespil og de to pigers mageløse skuespil gør den lille film til en stor oplevelse. Mellem billederne ligger vigtige temaer om savn, familieforhold og selvfølgelig venskab.

Kortfilm / Morten Evelid / Norge / 16min
Ja, man siger “Knask eller knep” på norsk til Halloween i stedet for “Trick or treat”. Magda på 11 år har store tunge briller, er vild med heavy metal og helt anderledes end de andre piger på skolen. Der er ingen, der vil følges med hende rundt i byen med den tomme slikpose. Hendes storesøster melder sig til at gå med hende, men det viser sig, at det er en undskyldning for at kunne gå til en hemmelig fest, og så er Magda pludselig helt alene i byen på den store Halloween aften. Men så møder hun Nils Olav…

Kortfilm / Kim Hagen / Danmark / 8min
Kender du lille frø? Han er ikke en af de stille frøer i klassen. Til gengæld er han fuld af gode ideer, og han kan godt lide, at der sker noget. Animationsinstruktør Kim Hagens film om den lille grønne urostifter er baseret på forfatter Jakob Martins Strids bøger af samme navn. Lille frø gør tingene på sin helt egen måde, både vildt og sommetider lidt farligt. Det kan være svært at være anderledes, men heldigvis er der kærlighed nok i verden til lille Frø.

Kortfilm / Konsta Verta & Lauri Ketonen / Finland / 13min
Et sted i tågen langt ude på landet i Finland mødes mystiske væsner i en lille hytte omkring varmen fra en brændende varm kakkelovn. Fire beretninger om virkelige fantastiske oplevelser i naturen animeres og blander sig stemningsfuldt med gådefulde lydbilleder i natten. Det er lyden af ugler, ræve der gør og frøer gemt under skovens løv. Publikum føres længere og længere ind i naturens mystik og mirakler. Der er hemmeligheder i Nordlyset, og man skal ikke belure rævene om natten! Konsta Verta og Lauri Ketonen har animeret og samlet fortællingerne i 'Tales from the outback' eller 'Takamaan tapauksia', som man siger på finsk.

Kortfilm / Brúsi Ólason / Island / 16min
En 6-årig dreng tilbringer weekenden hos sin far i et bjergtagende støvet grønt islandsk landskab. Hans forældre er lige blevet skilt, og hans far husker ikke så godt, hvordan det er at være 6 år og lidt usikker på det hele. De to har tydeligvis ikke øvet sig i at være alene sammen. I stilhed fikser de alle de ting på gården, som trænger til at blive ordnet: der skal repareres hegn, der skal ryddes op og slæbes træpæle...men så opdager de, at en af gårdens heste er kommet alvorligt til skade. En film om alt det mellem mennesker som ikke kan siges i replikker og om at finde sammen igen på nye måder.
Skoleprogram - info til lærere
Fag: dansk & naturfagene
Klassetrin: Mellemtrin
Emner: Familie, Norden, Normer og identitet & Natur
Tema: Nordiske filmfortællinger
Se undervisningsmaterialer
Undervisningsmateriale
BUSTER tilbyder en række gratis undervisningsmaterialer, som I kan bruge i forbindelse med jeres filmvisning. Materialet handler ikke om den enkelte film, I skal se, men lægger op til et tematisk eller fagligt forløb, som I kan integrere filmoplevelsen i. Tænk det som et fagligt eller tematisk sæt briller, som I sammen ser filmen igennem og som giver jer nogle særlige opmærksomhedspunkter for biografoplevelsen. Nedenstående materialer er anbefalet til denne film: Nye kortfilm fra Norden
Nordiske sprog: film fra Norden
Undervisningsmateriale
Vil I se filmen med Norden og det nordiske sprog som fokus? Dette materiale kan bruges, når I ser film fra Norge, Sverige, Finland, Island, Førøerne eller Grønland. Brug filmen som anledning til et forløb om de spændende sprog, der tales lige på den anden side af den danske grænse og til at udforske (forskel)ligheder mellem os danskere og vores nordiske naboer, når det gælder kultur, samfund og børne- og ungdomsliv.