Trailer

Maika – pigen fra en anden galaxe

Hàm Trần / Vietnam / 105min
Den første vietnamesiske scifi til børn nogensinde er formidabel! Hung har lige mistet sin mor og nu flytter hans bedste ven. Men midt i sorgen finder han efter en meteorstorm et nødlandet rumskib og en alien-pige ved navn Maika. Hun er mildest talt ret sej - hun har lilla hår, fangarme, overnaturlige kræfter og kan reparere alt, også alle varerne i Hungs fars mobiltelefon-værksted. Men hun har brug for hjælp til at finde sin ven, så hun kan rejse hjem til sin planet. Det betyder, at Hung og hans stenrige ven/fjende 5-årige Beo (som også er filmens comic relief) kommer på et hæsblæsende eventyr gennem det moderne urbane Vietnam. Filmen byder bl.a. på en vild menneskejagt i en forlystelsespark, dumme tyveknægte, en Elon Musk-agtig space-forsker med skumle planer, kimchi-bomber, bussemands-slangebøsser, fjernstyrede minifly og masser af falde-på-halen-komik. Fortællingen følger i hælene på en stolt sci-fi-tradition fra film som ‘E.T’ og ‘The Goonies’, men har helt sin egen charme og varme. “Når vi savner, er vi kede af det, men mærker kærligheden til den person, der ikke er hos os mere” forklarer Hung sin nye alienven om det at savne en mor.

Skoleprogram

Fag: dansk
Klassetrin: Indskoling & Mellemtrin
Emner: Eventyr & Familie
Tema: Sanserne i biografen

Undervisningsmateriale

BUSTER tilbyder en række gratis undervisningsmaterialer, som I kan bruge i forbindelse med jeres filmvisning. Materialet handler ikke om den enkelte film, I skal se, men lægger op til et tematisk eller fagligt forløb, som I kan integrere filmoplevelsen i. Tænk det som et fagligt eller tematisk sæt briller, som I sammen ser filmen igennem og som giver jer nogle særlige opmærksomhedspunkter for biografoplevelsen. Nedenstående materialer er anbefalet til denne film: Maika – pigen fra en anden galaxe

Eventyrets byggesten

Undervisningsmateriale

Lær eventyrets basale regler at kende gennem sjove og kreative øvelser, der sætter hele klassen i gang med at fortælle og finde på. Før visningen arbejder I med eventyrets karakterer og grundstruktur (hjemme-ude-hjem), og efter visningen samler I op med en sanseøvelse, genkendelse af genretræk og morale samt en anmeldelse. Vi anbefaler både dette materiale til film, der kan kategoriseres som klassiske eventyr og film som trækker på (eller måske endda bryder med) de basale genretræk for eventyret.