Kortfilmpakke: Hjem
Warda Mohamed, Arian Kashef, Jennifer Maria Matos Tonndorff, Ulla Søe & Julie Daravan Chea / Storbritannien, Danmark & Frankrig / 94 min
Hjem er et dejligt ord for de fleste. Vores hjem danner ramme om vores liv og hverdag, vores familie og vores ting. BUSTER har samlet fem spændende film, der behandler begrebet “Hjem” fra forskellige børns og unges perspektiv. Det er fem forskellige og nærværende historier om at høre til og finde hjem.
Muna og playlisten
Warda Mohamed / Storbritannien / 2023 / 19 min
Muna glæder sig til skoleturen, men hun ved, at det bliver en udfordring at overtale sin mor til at give hende lov. Alle vennerne fra klassen afventer hendes playliste, Muna er nemlig mester i gode playlister, men forhindringerne hober sig op. Munas bedstefar i hjemlandet dør, og hele familien kommer på besøg. Hvad nu, hvis hun hjælper sin mor med rengøring, indkøb, madlavning, servering, alt? Måske siger hun så ja. Og måske viser Munas ‘lazy gamer storebror’ Abdi sig at være en større hjælp, end hun havde troet. Den prisbelønnede kortfilm fra BBC Films er en sjælden filmperle.
Vores barndommens gade
Arian Kashef / Danmark / 2024 / 7 min
Hvordan er forbundne til det sted, vi var børn og voksede op? Hvad betyder det, hvis båndet til barndommens gade og venner brydes? I 2018 vedtog Folketinget den såkaldte ‘Ghettoplan’. Som en konsekvens af planens mål om at bremse koncentrationen af sociale problemer i særlige boligområder i Danmark er barndomsvennerne Ahmad, Malek, Karuh, Ahmad og Sylvester blevet spredt for alle vinde i hele København. De mødes ikke længere naturligt på legepladsen og de rekreative områder ved Mjølnerparken, der dannede rammen om deres barndom. Arian Kashefs kortfilm om de fem venner stiller skarpt på fænomenet barndommens gade.
Tæt på lykkelig
Jennifer Maria Matos Tonndorff / Danmark / 2023 / 30 min
Hvad er frihed? Og hvad er en opholdstilladelse? Og hvad har de to ting med hinanden at gøre?
Hassan har levet hele sit liv i Danmark, men da hans forældre er somaliske flygtninge har Hassan ikke et rødt dansk pas. I stedet har han et gråt pas som kaldes et “fremmedpas”. Det betyder, at han ikke kan rejse ud af Danmark til lande, hvor man skal bruge sit pas. For eksempel til USA, som er hans store drøm. Filmen skildrer, hvordan Hassan som barn af udenlandske forældre, født og opvokset i Danmark, kæmper en lang og hård kamp for at få dansk statsborgerskab – en kamp for at føle sig god nok til Danmark. Filminstruktør Jennifer Maria Matos Tonndorff har lavet en film, der synliggør en masse unges følelser og længslen efter at blive accepteret som “dansker”.
Vores børnehjem
Ulla Søe / 2023 / 34 min
Fire danske børn på børnehjemmet Skovgården inviterer os modigt og ærligt ind i deres verden. Filminstruktøren Ulla Søe har gennem et år fulgt dem gennem både glade og svære øjeblikke. Thais, Tobias, Lærke og Sarah er alle mellem 7 og 11 år og kan ikke være hos deres forældre, fordi de ikke kan passe godt nok på dem. Selvom intet er normalt, når man som barn er ramt af det allersværeste, er der alligevel meget i børnenes liv, der ligner andre børns. De børster tænder om morgenen, de går i skole, og de får læst højt af de voksne om aftenen. De glæder sig til fødselsdage, slik-dage og iPad-tid, og de synes, at det er rart, når deres yndlingsvoksen skal putte dem eller nusser dem i håret. Der er gode dage og dårlige dage, når man savner sine forældre og ville ønske, at tingene var anderledes.
Dit franske er perfekt
Julie Daravan Chea / Frankrig / 2020 / 4 min
Aline skal hjælpe sin mor på kommunekontoret, fordi hun ikke læser sproget i familiens nye hjemland, Frankrig, så godt. Børnene i gaden råber “kineser” efter Aline, spørger til Corona og om hun spiser hunde. Aline er træt af at være anderledes. Hun er træt af at være bedre til fransk end sin mor. Hun hader lyden af sin mor, der øver det nye sprog, og hun forsøger desperat at undgå, at hendes mor skal med til mødet på skolen. Hun vil ikke være anderledes, udenfor og kinesisk. Men hendes mor er slet ikke så dum, som hun tror.