Kortfilmpakke: Havet
Jeanette Nørgaard, Morgane Simon, Arnaud Demuynck, Martin Smatana, Veronika Zacharová, Trine Laier, Rasmus Andreasen, Daniela Hýbnerová, Frits Standaert, Malene Vilstrup & Trylle Vilstrup / Danmark, Frankrig, Belgien, Slovakiet & Tjekkiet / 43 min
I havet lever der sjove, legesyge havdyr og et sømonster, som hjælper, når der er brug for det. Men også fra landjorden er havet magisk. En familie tager på sommerferie til sydens strande, og Hunden Ib slår smut med en sten. Glæd jer til en kortfilmpakke om livet både ved og i havet. BEMÆRK: Visningen den 27. september er en del af BUSTER på Havnen, hvor der er et begrænset antal pladser, som bliver fordelt efter først til mølle-princippet, så kom gerne i god tid.
Bobby & Bobby
Jeanette Nørgaard / Danmark / 2024 / 3 min
Edderkoppen Bobby elsker at svømme. Problemet er bare, at han lider af vandskræk. En dag dukker en flydende sodavandscafé op ud af det blå ude på vandet. Ejeren af caféen er hvalrossen Bobby. De to, som deler samme navn, bliver hurtigt rigtig gode venner, og hvalrossen Bobby hjælper edderkoppen Bobby med at overvinde sin frygt for vand. 'Bobby & Bobby' er en charmerende fortælling om venskab fortalt gennem musik og sang.
Fisken og barnet
Morgane Simon & Arnaud Demuynck / Frankrig & Belgien / 2024 / 7 min
Et barn, en fiskestang og en meget urolig hundehvalp – hvad kan gå galt? En stille fisketur bliver hurtigt forvandlet til kaos, da en hoppende frø, en nysgerrig and og en alt for ivrig hund blander sig i jagten på den store karpe. Denne charmerende animationsfilm minder os om, at naturen sjældent opfører sig, som vi forventer – og at de største eventyr nogle gange gammer sig i de mindste øjeblikke.
Hej sommer!
Martin Smatana & Veronika Zacharová / Slovakiet, Frankrig & Tjekkiet / 2024 / 11 min
Sommeren har endelig meldt sin ankomst, og en familie fuld af forventning gør klar til at drage ud på deres drømmerejse fyldt med hav, sol og strand. Der er intet, der kan gå galt – eller er der? For hvad nu, hvis hotellet ikke er helt, som lovet, værelset har en lidt uventet udsigt, middagen er overraskende eksotisk, og kufferten rejser på egen hånd? I denne sjove og finurlige animerede kortfilm pakker vi kufferten og tager med på en familieferie, som både børn og voksne kan spejle sig i.
Hunden Ib: Ib kaster en flad sten
Trine Laier & Rasmus Andreasen / 2025 / 6 min
Glæd jer til disse helt nye afsnit af tv-serien om Hunden Ib; en lille, nysgerrig hund med mod på livet. Han er klog og selvsikker som et børnehavebarn – og lige så modig. De danske tegnefilm om Hunden Ib er bygget over Peter Nordahl og Rasmus Bregnhøis elskede billedbøger. Det dufter af sommer og strand på det store lærred, når Hunden Ib hjælper Havmågen med at lede efter rav og kaster flade sten ved stranden.
Pindsvin på dybt vand
Daniela Hýbnerová / Tjekkiet / 2023 / 2 min
To søskende sidder fredeligt og tegner, da søsteren laver en tegning af et svømmende pindsvin. Det får broderen til at teste idéen i virkeligheden – med et rigtigt pindsvin og en havepool. Men pindsvinet er langt fra begejstret. Før det forsvinder tilbage til sin bladbunke, planlægger det en våd og velfortjent hævn.
Sømonsteret
Frits Standaert / Belgien & Frankrig / 2024 / 9 min
Charlotte vil lege sørøver. Hun drømmer om at svinge sværd på stranden sammen med sine to brødre. Men ifølge dem kan piger ikke være rigtige pirater. I vrede går hun sin vej – helt ud på molen, hvor hun møder et ægte havuhyre. Sammen lægger de en snedig plan, der skal vise brødrene, at piger sagtens kan tage kampen op.
Havdyr: Tårnet
Malene Vilstrup & Trylle Vilstrup / Danmark / 2025 / 5 min
Under havets overflade lever der Havdyr, som leger og nyder livet på havets bund. Nogle gange kommer der noget fra menneskenes verden og forstyrrer freden; men så må man jo bare aflevere det tilbage igen, der ikke hører til i havet.
BUSTER giver et smugkig på serien, der er skabt af søstrene Vilstrup, som også stod bag serien ‘Vilddyr’. I dette pilot-afsnit ser Krabbe og Blæksprutte, hvem der kan bygge det højeste tårn af sten og muslinger, de finder på havbunden.







