Kortfilmpakke: Forbundet til naturen
Armine Anda, Christoffer Rizvanovic Stenbakken, Estelle Jourdan, Elena Forlini, Gabriel Riera, Julie Blanc, Lila Trouvé, Max Banse, Alvaro Deolio, Pola Kazak & Morgan Devos / Armenia, Grønland, Danmark, Frankrig & Tjekkiet / 64 min
Vi mennesker er dybt forbundet til naturen. Især børn mærker denne samhørighed. I denne kortfilmpakke skildres venskabet mellem en dreng og en hund. Vi hører bladenes og rendråbernes sang. Og den vilde natur overtager den velpassede have. Vi ses i biografen, når naturen folder sig ud på det store lærred.
Bladenes sang
Armine Anda / Armenia / 2023 / 12 min
Suna sover under et tæppe af blade i skoven. En dag møder hun en ældre mand, som bærer på både mystik og visdom, og en ny verden åbner sig. ‘Bladenes sang’ er en poetisk og sanselig kortfilm om mødet mellem mennesker. Den minder os om, hvor meget vi kan lære, når vi lytter til hinanden og verden omkring os – og overgiver os til naturens magi.
Tyven
Christoffer Rizvanovic Stenbakken / Grønland & Danmark / 2025 / 20 min
Da 15-årige Kaali opdager, at hans elskede slædehund er forsvundet, begynder en jagt gennem byen Tasiilaq i Østgrønland. Kaali er autist og føler sig ofte udenfor, men da han får mistanke om, at hunden er blevet stjålet, bliver jagten også en rejse ind i et samfund, hvor det ikke er let at stå udenfor. Og da sandheden om den egentlige tyv kommer frem, står Kaali over for et vigtigt valg: Er det værd at miste sin eneste ven for en hund? ‘Anngeerdardardor’ (‘Tyven’) er den første kortfilm fra Østgrønland og en rørende og rå fortælling om venskab, identitet og at finde sin plads.
Regndråbernes sang
Estelle Jourdan, Elena Forlini, Gabriel Riera, Julie Blanc, Lila Trouvé, Max Banse & Alvaro Deolio / Frankrig / 2024 / 7 min
Et søskendepars skænderi får hele atmosfæren i vild bevægelse i denne smukke og originale animationsfilm, som skildrer splittelse og samhørighed gennem vind og vejr.
Vildskud
Pola Kazak / Tjekkiet / 2024 / 15 min
Langt ude i naturen, hvor ukrudtet vokser vildt og uendeligt, passer en gartner sin smukke have. Alt er i balance – lige indtil en voldsom storm bringer frø fra den vilde natur med sig. Ukrudtet begynder at sprede sig, og snart er haven ikke længere et trygt sted. ‘Vildskud’ er en dragende kortfilm om at passe på det, man elsker – og om, hvordan frygt og modstand kan få selv det smukkeste til at visne. En poetisk fortælling om kontrol, kaos og naturens kræfter.
Kolibrien
Morgan Devos / Frankrig / 2025 / 10 min
En brand bryder ud i regnskoven i Amazonas, og skræmte dyr forlader deres levested for at søge tilflugt på den anden side af en stor flod. Kun en kolibri bliver med sit lillebitte næb stædigt ved med at kæmpe mod ilden. Da den får øje på et dovendyr og dens unge fanget i flammerne, får den brug for hjælp. Denne medrivende, lille animationsfilm er baseret på en gammel indiansk legende og skildrer klodens økologiske udfordringer gennem en stemning af håb og handlekraft.