Trine Piil / Danmark / 87min
“Pierre Anthon gik ud af skolen den dag, han fandt ud af, at det ikke længere var værd at gøre noget, når intet alligevel betød noget” - sådan starter Janne Tellers store romanklassiker 'Intet' og sådan begynder filminstruktør Trine Piils nye film af samme navn næsten også. Anton kravler op i byens højeste pæretræ, og hans klassekammerater sætter sig for at modbevise hans påstand, men tingene begynder at løbe løbsk. Det begynder med et par yndlingssko, men snart eskalerer handlingerne til det ondskabsfulde og makabre. Jagten på at finde betydning og mening i tilværelsen er gået ind. Genoplev den ikoniske fortælling gennem medrivende billeder og stærke unge skuespilpræstationer. Vær opmærksom på, at bogens scener kan opleves endnu voldsommere på det store lærred.Skoleprogram - info til lærere
Fag: dansk & samfundsfag
Klassetrin: Udskoling
Emner: Normer og identitet & Norden
Temaer: Fra bog til film, Sanserne i biografen & Nordiske filmfortællinger
Se undervisningsmaterialer
Undervisningsmaterialer
BUSTER tilbyder en række gratis undervisningsmaterialer, som I kan bruge i forbindelse med jeres filmvisning. Materialet handler ikke om den enkelte film, I skal se, men lægger op til et tematisk eller fagligt forløb, som I kan integrere filmoplevelsen i. Tænk det som et fagligt eller tematisk sæt briller, som I sammen ser filmen igennem og som giver jer nogle særlige opmærksomhedspunkter for biografoplevelsen. Nedenstående materialer er anbefalet til denne film: Intet
Undervisningsmateriale
Nu er det eleverne selv, der er eksperter! Materialet her handler om ungdomsfilm og -serier som genre og I arbejder med begreber som 'målgruppe', 'spejling' og 'repræsentation'. Eleverne trækker på deres eget forbrug af ungdomsfilm- og serier, og skal efter visningen arbejde med at vurdere filmen som målgruppe, skrive videre på handlingen og diskutere, om de selv mangler karakterer at spejle sig i.
Undervisningsmateriale
De sociale fællesskaber er en del af vores identitetsdannelse, som enten inspirerer os til at finde os selv, eller får os til at føle os mindre værd. Vores identitet bliver sammenstrikket af alt fra køn, ophav, social klasse, hudfarve, fritidsinteresser og ikke mindst, de miljøer vi færdes i. Dette materiale kan bruges til de af BUSTERs film, som handler om identitet og normer. Børne- og ungdomsfilmens typiske opbygning omkring centrale karakterers tidlige identitetsdannelse i forskellige miljøer gør dem oplagte til at arbejde med spørgsmål om identitet, sociale normer og repræsentation. Materialet lægger op til inspirerende snakke med eleverne om, hvad identitet er, og hvornår normer for, hvordan vi skal opføre os og se ud, kan være skadelige for os. Med cases, kreative øvelser og refleksionsoplæg bliver I klædt på til at spotte fordomme og normer i filmen og se nuanceret på karakterne ud fra identitetsbegrebet.