Hvem er jeg?
Kortfilmpakke / 76min
OFF – Odense International Film Festival har sammensat en kortfilmpakke med film, der
fokuserer på identitet, og hvordan unge menneskers selvopfattelse naturligt påvirkes af den
verden, de er del af. Filmene spænder bredt med både fiktion- og
animationsfilm, der kommer fra ind- og udland. Vi møder forskellige fortællinger og
perspektiver om identitet, køn, kærlighed, venskab og grænser og følelsen af at passe ind.
Filmene har alle deltaget på OFF inden for de seneste år og egner sig til et ungt publikum.Kortfilm / Jonas Risvig / Danmark / 28min
Hverdagen er nødt til være et forudsigeligt system for unge Jeppe, som er autist. De mindste ændringer i hans rutiner føles, som om verden forsvinder i kaos. Den campingkiosk han arbejder i, for eksempel; når varerne står et nyt sted på hylderne, er alt tabt. En dag dukker bypigen Mynthe op på campingpladsen, og hun gør noget mærkeligt ved Jeppes selvforståelse. Er det sådan, kærlighed føles?
Kortfilm / Fey Lehaine / Holland / 20min
Trettenårige Puck kender sig selv; hun er en fighter. Hun træner målrettet for at kunne slå alle drengene på fægtelejren. Det er sværere at finde en måde at tilslutte sig pigernes fællesskab. De pynter sig, og hendes krop er et værktøj; et middel til et mål. Funktion. Intet andet. Så da hun begynder at mærke forandringer i kroppen, der er helt ude af hendes kontrol, må hun finde en måde at se sig selv i et nyt lys.
Kortfilm / Leeha Kim / Republic of Korea (South Korea) / 7min
En ræv vil gerne være maskot. Men i et samfund, der opfordrer til strømlining og ensretning på alle felter, er det måske ikke så nemt, som det lyder. Ræven må i maskotskole og træne sig til at blive den bedste maskot, som han kan blive. Men det vil kræve radikale ændringer i rævens liv. En rørende kritik af avatar-kultur og fællesnævnere i en søgen efter et skønhedsideal der er ligeså hult, som indeni det kostume en maskot må iføre sig.
Kortfilm / Andreas Høgenni / Danmark / 21min
Elinborg og Marita løber ind i hinanden i supermarkedet. Venner; tidligere venner? Elinborg har glemt Maritas fødselsdag, og samtalen er høflig, men akavet. De skilles og vender tilbage til deres indkøb, men Marita kan ikke slippe det spørgsmål, der nu nager hende: Har Elinborg blokeret hende på Facebook? Snart forvandler supermarkedet sig til en labyrint, mens Marita desperat forsøger at få svar på, hvorfor hun har en ven mindre.
Skoleprogram - info til lærere
Fag: dansk
Klassetrin: Udskoling
Emne: Normer og identitet