John Sheedy / Australien
Jep, man bliver helt happy af denne film! En Australsk feel-good fortælling om venskab og familie, som giver gode grin, en tåre i øjenkrogen og spænding. På trods af sine forældres kommende skilsmisse, sin mors depressioner og sin fars mangeårige uvenskab med sin bror er 12-årige Canice Phee et grænseløst optimistisk menneske. Hendes overraskende venskab med outsideren ‘Douglas Benson from Another Dimension’, som er den nye dreng i klassen, redder dagen på uventede måder. Filmen har lidt af en Wes Anderson-feel, og instruktøren John Sheedy er ikke bange for at skabe drama med følelsesmæssige sving, strålende farver og sjov scenografi.Skoleprogram - info til lærere
Fag: dansk & engelsk
Klassetrin: Mellemtrin
Emner: Familie & Normer og identitet
Tema: Fra bog til film
Se undervisningsmaterialer
Undervisningsmaterialer
BUSTER tilbyder en række gratis undervisningsmaterialer, som I kan bruge i forbindelse med jeres filmvisning. Materialet handler ikke om den enkelte film, I skal se, men lægger op til et tematisk eller fagligt forløb, som I kan integrere filmoplevelsen i. Tænk det som et fagligt eller tematisk sæt briller, som I sammen ser filmen igennem og som giver jer nogle særlige opmærksomhedspunkter for biografoplevelsen. Nedenstående materialer er anbefalet til denne film: H is for Happiness
Undervisningsmateriale
I dette materiale arbejder I med at tale om film på engelsk. Før visningen lægger vi op til, at I udvider jeres ordforråd om filmgenrer, -produktion og -smag og efter visningen sætter vi rammerne for jeres efterbehandling af filmen med spørgsmål, skriveøvelse og reenactment. Alt sammen på engelsk
Undervisningsmateriale
Familier kommer i alle mulige former, farver og størrelser i BUSTERs program. Filmene konkretiserer det komplekse i at være en familie på mange forskellige måder og er oplagte til at reflektere over familieformer og -roller i klassen. Dette materiale kan bruges til at analysere den film I skal se på festivalen med familien som omdrejningspunkt. Med de forskellige øvelser arbejder I med at udvide familiebegrebet og reflekterer over, hvilke familieformer I selv støder på i film og serier, og hvilke der mangler. I slutter af med en 'familieanalyse' af filmen
Undervisningsmateriale
De sociale fællesskaber er en del af vores identitetsdannelse, som enten inspirerer os til at finde os selv, eller får os til at føle os mindre værd. Vores identitet bliver sammenstrikket af alt fra køn, ophav, social klasse, hudfarve, fritidsinteresser og ikke mindst, de miljøer vi færdes i. Dette materiale kan bruges til de af BUSTERs film, som handler om identitet og normer. Børne- og ungdomsfilmens typiske opbygning omkring centrale karakterers tidlige identitetsdannelse i forskellige miljøer gør dem oplagte til at arbejde med spørgsmål om identitet, sociale normer og repræsentation. Materialet lægger op til inspirerende snakke med eleverne om, hvad identitet er, og hvornår normer for, hvordan vi skal opføre os og se ud, kan være skadelige for os. Med cases, kreative øvelser og refleksionsoplæg bliver I klædt på til at spotte fordomme og normer i filmen og se nuanceret på karakterne ud fra identitetsbegrebet.