Trailer

Belle

Mamoru Hosoda / Japan / 122min
Forbered dig på et filmisk festfyrværkeri i den virtuelle virkelighed “U” i den japanske mesterinstruktør Mamoru Hosodas (‘Wolf Children’, ‘Mirai’ m.fl.) mildest talt imponerende film ‘Belle’. Filmen undersøger internettet og de digitale virkeligheders eventyrlige kræfter i et hybrid mellem den klassiske fortælling om Skønheden og Udyret og en coming-of-age historie om 17-årige Suzu, som er klodset og genert in real life. Hun går til kor med en gruppe ældre damer i den lille by, hvor hun bor og adskiller sig totalt fra sin online personlighed - personaen ‘Belle’, som synger som en drøm og på ingen tid udvikler sig til at blive en af ‘U’s mest populære superstjerner. Men det bliver hurtigt både meget dramatisk og meget farligt i den virtuelle verden, og Suzu er nødt til at alliere sig med alle, hun kender i den lille by for at gøre alting godt igen. Filmen gør dig stakåndet af sin opfindsomme og overlegne leg med mønstre og musik, og internettet folder sig ud i sin fulde (til tider faretruende) farverigdom!

Skoleprogram - info til lærere

Fag: dansk & samfundsfag
Klassetrin: Mellemtrin & Udskoling
Emner: Eventyr & Digitale medier
Tema: Sanserne i biografen

Se undervisningsmaterialer

Undervisningsmaterialer

BUSTER tilbyder en række gratis undervisningsmaterialer, som I kan bruge i forbindelse med jeres filmvisning. Materialet handler ikke om den enkelte film, I skal se, men lægger op til et tematisk eller fagligt forløb, som I kan integrere filmoplevelsen i. Tænk det som et fagligt eller tematisk sæt briller, som I sammen ser filmen igennem og som giver jer nogle særlige opmærksomhedspunkter for biografoplevelsen. Nedenstående materialer er anbefalet til denne film: Belle

Digitale medier: map din klasses forbrug!

Undervisningsmateriale

Dette materiale lægger op til et forløb om klassens forbrug af digitale medier og en fælles refleksion om den rolle, de digitale medier spiller i vores liv – på godt og ondt. Det knytter sig til de film i programmet, hvor digitale medier spiller en frmetrædende rolle i plottet. I vil komme til at mappe jeres egen klasses forbrug, jeres egne interesser online og diskutere, hvordan man kan bevæge sig bevidst og kildekritisk rundt på internettet.

Folkeeventyret – læst, fortalt, set!

Undervisningsmateriale

Eventyret er en af de helt grundlæggende fortælleformer, som binder os sammen fra generation til generation. Til denne film anbefaler vi, at I arbejder med eventyrgenren før og efter visningen. I materialet her får i et forløb om folkeeventyret som genre, som I vil kunne trække på i jeres arbejde med filmen. I vil arbejde med folkeeventyrets forskellige modaliteter som en oprindeligt oral historie, som sidenhen blev indsamlet og nedskrevet, og som I nu skal opleve på film. Gennem sjove og kreative øvelser, hvor eleverne selv bygger eventyr, får I praktisk kendskab til eventyrets basale byggesten og fortællestruktur. I vil kunne bruge den viden til at genkende genretræk i den film, I skal se og forholde jer til, om den faktisk er et eventyr eller om den bryder med reglerne.