Den magiske skovtur – klassisk koncert for børn
Velkommen til en eventyrlig rejse ind i skoven og i naturen. Med instrumenterne klaver, cello og operasang skal vi opleve en masse musik og lade fantasien blomstre. Musikken bliver forvandlet til en frodig skov fra den vågner om morgenen og indtil stjernehimlen titter frem. Farverige blomster, træer og syngende dyr inviterer os med på vores musikalske eventyr.
Vi hører musik af komponisterne Brahms, Bach og Beethoven i nye klæder gennem leg og fortælling, billeder og små instrumenter, som børnene kan spille på. Alt sammen i en god pærevælling med nyere rytmik-sange, der kobles til de klassiske musikstykker. En stemningsfuld koncert, der inviterer børnene til at deltage med sang og bevægelse og på den måde blive en del af musikuniverset.
BEMÆRK: Arrangementet er en del af BUSTER på Havnen, hvor en dagsbillet giver adgang til alle dagens film og aktiviter. I behøver ikke tilmelde jer filmvisninger og aktiviteter på forhånd, men der er et begrænset antal pladser, som bliver fordelt efter først til mølle-princippet, så kom gerne i god tid.
