Der er over 100 milliarder vilde pattedyr på planeten jorden, men alt for få dyr i biografen og i storbyen. derfor har BUSTER samlet en masse film, der gør det muligt at opleve dyrene og naturen på tætteste hold. Oplev Biografen fuld af lyde og billeder som i en ældgammel skov eller på bondegårdens marker, og mød alverdens dyrearter.

Abestjerne
I ‘Abestjerne‘ møder vi 9-årige Jonna har ikke nogen forældre og bor på børnehjem. En dag ankommer en lille ramponeret bil til børnehjemmet, og før Jonna får set sig om, er hun blevet adopteret af en gorilla i mennesketøj, der kan tale. Gorillaen driver en lille skrotplads, hvor alt er helt anderledes end på den rene, ordentlige sovesal, hvor Jonna har levet hele sit liv. Langsomt lærer Jonna og gorillaen hinanden at kende, og det går op for dem, at der er kommet en ny stjerne på himlen, som de to kan samles under: Abestjernen. En kærlig og poetisk film om at finde en familie der, hvor man mindst venter det. Til visningen får vi besøg af en animationsnørd, der fortæller om, hvordan man vækker billeder til live.

Sebastian Klein i eksperiment: inficeret med involdsorm
Hvad sker der, når man får en hel ormegård i maven? Det undersøger Sebastian Klein, der kaster sig ud i frontforskning for åbent kamera i den nye sæson af ‘Bidt, brændt, inficeret’, hvor han drikker 300 ormeæg for at blive inficeret med indvoldsorm. Læge Charlotte Bøving passer på Sebastian gennem det flere måneder lange eksperiment, forsker Peter Lindberg Nejsum følger udviklingen med stor interesse og Sebastian oplever både ormene i og uden for kroppen. Peter er med i biografen, når vi viser seriens tre sammenhængende afsnit, og bagefter sætter spot på de dyr, vi sjældent ser og ikke taler så meget om. Desuden vil der til de modige være mulighed for at komme helt tæt på de benløse væsner, når vi udforsker levende orme efter visningen.

Event med illustrator Signe Kjærs animerede billedbog + fire flotte kortfilm
Illustrator Signe Kjær og Picture Book Collective præsenterer ‘Lou på en sur dag’ – en smukt animeret interaktiv fortælling med Signes tegninger på det store lærred ledsaget af smuk musik og live-oplæsning. Lou er sur, allerede inden hun åbner øjnene. Hun vil ikke have tøj på, kjolen kradser og strammer. Det er den dårligste kjole i hele verden! Efter eventet ser vi fire spændende kortfilm om dyr og natur for de yngste. Her kan I møde en lille ulv, der er blevet væk fra sin mor i ‘Lupin’, tage med ud i Islands vilde natur med modige børnehavebørn i ‘Leg! Vand’, besøge frække Kiko og dyrene på bondegården – og sidst, men ikke mindst, skal vi på bjørnejagt i den engelske natur med en stor søskendeflok.