De Københavnske Filmfestivaler søger ny Programchef til BUSTER Filmfestival
Onsdag 6. november 2024
BUSTER filmfestival er en af Nordens største og vigtigste børnefilmfestivaler, der hvert år byder skoler og familier indenfor til uforglemmelige film- og kulturoplevelser. Vi søger en passioneret og handlekraftig programchef, som har lysten og evnerne til at løfte festivalens indhold og økonomi til nye højder og inspirere vores unge publikum til at udforske filmens univers. Har du erfaring med kulturformidling, forhandling og fundraising med børn i centrum, så er dette en helt unik mulighed.
Om stillingen
Som programchef for BUSTER Filmfestival får du en nøglerolle i udviklingen af festivalens program og økonomiske fundament. I tæt samarbejde med Fonden de Københavnske Filmfestivalers administrerende direktør og kunstneriske direktør vil du være med til at forme festivalens strategiske, kunstneriske og publikumsrettede profil, som rækker ud til forskellige målgrupper blandt børn og unge.BUSTER er både en festival for børn og unge og deres familier – og en festival, der er målrettet skoler. En vigtig del af dit ansvar vil være at kuratere et program, der appellerer bredt og samtidigt understøtter læringsmål og fagplaner, så det giver mening for både lærere og elever.
Dine primære ansvarsområder vil omfatte
- Programkuratering og filmforhandlinger: Udvikle et alsidigt program, som både taler til familier og skoler. Dette inkluderer forhandling af aftaler med distributører og producenter, nationalt og internationalt, for at sikre unikke filmoplevelser.
- Strategisk samarbejde: Bidrage til festivalens langsigtede udvikling i tæt dialog med den kunstneriske direktør og festivalteamet.
- Fundraising og finansiering: Identificere nye finansieringskilder og styrke festivalens økonomiske fundament gennem effektiv udvikling og skrivning af fondsansøgninger og lignende fundraising-initiativer.
- Publikumsudvikling: Sikre, at festivalens program tiltrækker og engageret og voksende antal børn, unge, familier og skoler, med særligt fokus på stærke publikumsoplevelser.
- Teamledelse og samarbejde: Koordinere det lille programteam og samarbejde med den øvrige organisation, eksterne partnere og frivillige for at bringe festivalens vision til live
- Netværksopbygning: Opbygge og vedligeholde et stærkt netværk af nationale og internationale samarbejdspartnere inden for film, uddannelse og børnekultur.
Kvalifikationer
Vi søger en kandidat med:
- Stor passion for og indsigt i børnefilm og -medier specifikt samt kultur til børn og unge generelt.
- Kreativ sans og evne til at udvikle et engagerende program, der taler til festivalens forskellige målgrupper.
- Indgående kendskab til filmbranchen og et stærkt netværk blandt producenter og distributører.
- Stærke kommunikationsevner i skrift og tale – på både dansk og engelsk
- Dokumenteret erfaring med fundraising og gode forhandlingsevner.
- Stærke evner til at samarbejde internt som eksternt, samt til at lede, motivere og koordinere et lille, men stærkt dedikeret team.
Hvad vi tilbyder
Hos BUSTER Filmfestival får du mulighed for at præge en af Nordens største børnefilmfestivaler og blive en del af et engageret festivalhold, der brænder for at skabe unikke kulturoplevelser til børn og unge med film i centrum. I samarbejde med festivalens ledelse får du en central rolle i både den kunstneriske udvikling og den økonomiske sikring af festivalen.
Om De Københavnske Filmfestivaler
Fonden De Københavnske Filmfestivaler driver filmfestivalerne CPH:DOX og BUSTER og arbejder i tillæg med andre filmrelaterede projekter. Som festivalorganisation ser vi kunsten og kulturen som en aktiv stemme i samfundet og festivalerne som en anledning til at samle befolkningen om tidens store emner. Vi brænder for at finde nye, sjove og spændende måder at oplyse og inspirere til samtale og skabe møder mellem mennesker, der måske ikke ellers ville støde på hinanden. Festivalerne holder til i Kødbyen i København.
Praktisk information
Ansøgningsfrist: 6. december 2024 kl. 12:00
Samtaler: Uge 50 og 51
Tiltrædelse: 6. januar eller snarest derefter.
Er du klar til at inspirere den næste generation af filmelskere og sikre BUSTER Filmfestival en stærk fremtid? Send en motiveret ansøgning, dit CV og eventuelle bilag til job@cphfilmfestivals.dk inden ansøgningsfristen.
For yderligere oplysninger & eventuelle spørgsmål kontakt Niklas Engstrøm, niklas@cphdox.dk, +45 5059 8159.
Vi glæder os til at høre fra dig!