Der er massevis af sjove oplevelser for børn, teenagers, forældre og bedsteforældre i BUSTERs store weekendprogram, der byder på børne- og ungdomsfilm fra hele verden og en lang række spændende events for hele familien. Et af årets filmiske højdepunkter bliver det Oscar-nominerede mesterværk ‘Wolfwalkers’, der bliver vist i flere københavnske biografer under festivalen.

Fiktion, dokumentar, animation, action, drama, kortfilm, serier og eventyr! Der er noget for enhver smag, når Skandinaviens største børnefilmfestival slår dørene op med et stort weekendprogram, der kan opleves i københavnske biografer. BUSTERs weekendprogram bliver vist i de to første weekender i oktober: Den 2.-3. og 9.-10. oktober. På hverdage viser festivalen et særligt filmprogram for skoler og børnehaver. Billetsalget er nu skudt i gang på, og du kan købe billetter via vores kalender.

Storfilm fra Irland, Iran og Indien
I BUSTERs weekendprogram bliver der bl.a. mulighed for at opleve den Oscar-nominerede iranske eventyrfortælling ‘Sun Children’ og den indiske feel good-film ‘Biswha’, der fortæller historien om den 11-årige dreng Bishwa og hans familie, der drager på spøgelsesjagt godt akkompagneret af dans og sang i bedste Bollywood-stil. Er man til animationsfilm og eventyr, er den Oscar-nominerede irske ‘Wolfwalkers’ et must see, der byder på mageløse tegninger og imponerende musik – en stor oplevelse, der netop skal ses på det store lærred! 

Gaming, børnerock, dans og masser af særarrangementer 
Udover de mange nye premierefilm fra hele verden, byder BUSTER også på en masse sjove oplevelser for hele familien, bl.a. bliver der mulighed for at game i biografen, deltage i et interaktivt western-mysterie, møde julemanden (off-season!), opleve live-dubbing, danse med Hunden Ib, møde danmarksmesteren i løbehjul, opleve børnerock til open air-visning og lege i BUSTERs helt egne, skøre bjørnehus. 

“Vi har glædet os til at præsentere vores store program! Efter en hård tid kører biograferne igen for fuldt blus, og på BUSTER er vi lykkelige for igen at kunne give børn og unge nogle helt særlige, fælles oplevelser, som de små skærme ikke kan hamle op med. På BUSTER giver vi publikum mulighed for at se nogle af verdens allerbedst nye børne- og ungdomsfilm, men filmvisningerne bliver også koblet med en masse sjove særarrangementer, hvor hele familien kan være med. Ambitionen er, at vi kan engagere børn og pirre deres nysgerrighed,” siger Mariella Harpelunde Jensen, der er programchef for BUSTER.

BUSTERs store weekendprogram bliver vist i de to første weekender i oktober. Der vil være visninger i Grand Teatret i indre by, CinemaxX på Fisketorvet, Empire på Nørrebro, Cinemateket ved Kongens Have og Nordisk Film Biografer Falkoner på Frederiksberg.

Filmpremiere af ungt supertalent
Endelig har BUSTER samlet et særskilt program med film lavet af unge til unge. En af de unge filmskabere, der er med på årets festival, er den talentfulde Tone Ottilie, som i en alder af blot 25 år allerede er godt på vej til at etablere sig som en vigtig stemme i dansk film. Hendes nye film ‘Katastrofer’, der handler om OCD og tager udgangspunkt i hendes egne oplevelser med angsten, får premiere på BUSTER, men festivalen viser også to af hendes andre film, ‘Babylebbe’ og ‘Lulus første gang’. 

Gaming på det store lærred
Der er også digital sjov og ballade for de lidt yngre børn, når den actionfyldte og rørende IMAX 3D-film ‘Superpower Dogs’ om tre redningshunde, der med superkræfter hjælper alt fra skiløbere fanget i laviner til soldater med PTSD, efterfølges af et stort gaming-event, hvor de prisvindende spiludviklere fra ‘What The Golf’ kommer og leger med i biografen.

Kom til festmiddag med sultne bjørne
BUSTER har også et stort program for de helt små børn. Her bl.a. bliver der mulighed for at opleve den tjekkiske animationsfilm ‘Eventyret om de sultne bjørne’, der handler om de to bjørne Ned og Mishka, der har en glubende appetit og sammen laver både skovspaghetti, trøfler i jægersovs og pandekager med vilde jordbær. Før og efter filmen kan børnene lege med pander og gryder i Ned og Mishkas hus, som hulebyggerne fra Dansk Hulebyg sammen med en gruppe børn har bygget i foyeren i Cinemateket. Også den danske animationsfilm ‘Hunden Ib er mukistisk’, om hunden Ib og hans venner, breder sig ud i Cinematekets foyer, hvor publikum kan være mukistiske sammen med Ib. Mukistisk betyder en blanding af musik, rytmik og ballade, og hele kroppen bliver brugt til at danse og hoppe.

Under festivalen uddeles BUSTERs Børnepris, hvor syv nominerede film i år dyster om at blive årets bedste film for børn og unge. Vinderen kåres af en børnejury bestående af børn i alderen 12-16 år. 

Se hele programmet og køb billetter her.