Hvem skal vinde Børneskuespillerprisen 2024
BUSTER filmfestival indstifter fra 2024 en ny årlig pris i samarbejde med Producentforeningen, DR og Skuespillerforbundet. En jury bestående af stærke profiler fra Børnemedieområdet nominerer 6 unge skuespillere i alderen 2-18 år. Vinderen findes ved en onlineafstemning på BUSTER.dk og den 29. september afsløres vinderen af den nye pris til et event i Cinemateket i Filmhuset i København. Årets bedste børneskuespiller belønnes med en statuette og en pengepræmie.
BUSTER Filmfestival sætter ved årets festival spot på de yngste professionelle i film og mediebranchen med en ny pris.
“De unge talenter er altafgørende for dansk films fremtid. Uden de unge skuespillere har filminstruktørerne ingen at instruere og manuskriptforfatterne ingen at skrive til i fremtiden. Opmærksomheden omkring de mange børn og unge i branchen er en vigtig opgave, som vi tager alvorligt. Det er så meget guld, lad os fejre det”, udtaler programchef Mariella Harpelunde Jensen fra BUSTER Filmfestival.
De nominerede er:
- Adam Eiberg Kastaniegaard
- Flora Augusta
- Elias Norman Lassenius Kramp og Naomi Frida Flagstad de Tusch-Lec
- Luca Reichardt Ben Coker
- Noemi Mannov
- Oskar Duvier Mehlbye
Læs mere om de nominerede og giv din stemme her!
Den 29. september inviterer vi til et netværksarrangement for børneskuespillere og deres forældre – og for alle andre, der er nysgerrige efter at lære børnefilmbranchen at kende. Vil du med til Børneskuespillernes dag, hvor vi også fejrer vinderen af prisen?