Skál

Cecilie Debell & Maria Tórgarð / Danmark & Færøerne / 120min
BUSTER er stolt af at præsentere filmen om den seje unge færøske digter Dania og hendes venskaber, forelskelse og gryende kunstneridentitet. Hun er 21 år, opvokset i en kristen menighed i bibelbæltet på Færøerne og lige flyttet til hovedstaden Tórshavn. Hun har en fantastisk veninde, Marjun, og er lige blevet kærester med Trygvi, en hiphop-kunstner og poet, lokalt kendt som Silvurdrongur (Sølvdreng). Hun synger i et kristent band, men i forsøget på at finde sin plads i verden og forstå, hvem hun selv er, begynder hun at skrive personlige og ærlige tekster. Hvor går grænserne, når man er ung og kristen? Er det en synd at drikke eller danse? Er det en synd at have en kæreste, der ikke er kristen? Og hvor længe kan man holde ud at leve mellem to verdener? Hun sætter ord på tvivlen og kærligheden i sine digte - og udtrykker sig radikalt forskelligt det kristne fællesskab, hun er vokset op i. Filmen følger Danias balancegang mellem tradition og nye ideer, og bevidner en bølge af nye unge stemmer fra Færøerne, som sætter egne færøske ord på eget liv.

Skoleprogram

Fag: dansk, samfundsfag & kristendom
Klassetrin: Udskoling
Emner: Familie, Normer og identitet & Norden
Tema: Nordiske filmfortællinger

Undervisningsmaterialer

BUSTER tilbyder en række gratis undervisningsmaterialer, som I kan bruge i forbindelse med jeres filmvisning. Materialet handler ikke om den enkelte film, I skal se, men lægger op til et tematisk eller fagligt forløb, som I kan integrere filmoplevelsen i. Tænk det som et fagligt eller tematisk sæt briller, som I sammen ser filmen igennem og som giver jer nogle særlige opmærksomhedspunkter for biografoplevelsen. Nedenstående materialer er anbefalet til denne film: Skál

Ungdomsfilm og -serier: kan du spejle dig?

Undervisningsmateriale

Nu er det eleverne selv, der er eksperter! Materialet her handler om ungdomsfilm og -serier som genre og I arbejder med begreber som 'målgruppe', 'spejling' og 'repræsentation'. Eleverne trækker på deres eget forbrug af ungdomsfilm- og serier, og skal efter visningen arbejde med at vurdere filmen som målgruppe, skrive videre på handlingen og diskutere, om de selv mangler karakterer at spejle sig i.

Normer og identitet

Undervisningsmateriale

De sociale fællesskaber er en del af vores identitetsdannelse, som enten inspirerer os til at finde os selv, eller får os til at føle os mindre værd. Vores identitet bliver sammenstrikket af alt fra køn, ophav, social klasse, hudfarve, fritidsinteresser og ikke mindst, de miljøer vi færdes i. Dette materiale kan bruges til de af BUSTERs film, som handler om identitet og normer. Børne- og ungdomsfilmens typiske opbygning omkring centrale karakterers tidlige identitetsdannelse i forskellige miljøer gør dem oplagte til at arbejde med spørgsmål om identitet, sociale normer og repræsentation. Materialet lægger op til inspirerende snakke med eleverne om, hvad identitet er, og hvornår normer for, hvordan vi skal opføre os og se ud, kan være skadelige for os. Med cases, kreative øvelser og refleksionsoplæg bliver I klædt på til at spotte fordomme og normer i filmen og se nuanceret på karakterne ud fra identitetsbegrebet.

Nordiske sprog: film fra Norden

Undervisningsmateriale

Vil I se filmen med Norden og det nordiske sprog som fokus? Dette materiale kan bruges, når I ser film fra Norge, Sverige, Finland, Island, Førøerne eller Grønland. Brug filmen som anledning til et forløb om de spændende sprog, der tales lige på den anden side af den danske grænse og til at udforske (forskel)ligheder mellem os danskere og vores nordiske naboer, når det gælder kultur, samfund og børne- og ungdomsliv.