Min yndlingskrig

Ilze Burkovska Jacobsen / Letland & Norge / 88min
Hvordan er det at vokse op under Den kolde krig i et land, der kalder sig selv 'det lykkeligste land i verden'? Måske ikke så rosenrødt endda. Animationsfilmen fortæller historien om filminstruktøren Ilze Burkovska Jacobsens barndom og ungdom i 80’erne og 90’ernes Letland. Som barn i Sovjetunionen stiller Ilse spørgsmålstegn ved de mærkelige historier, de voksne fortæller hende om verden og virkeligheden i Letland. Hun lever i et autoritært samfund præget af propaganda og korruption, hvor børn skal lære at slås for fædrelandet, og hvor alle taler om lighed, men ikke alle er lige. Hendes fortælling viser os, hvordan skole og uddannelse også kan bruges til at ensrette mennesker og gøre dem ufri. En sand og personlig historie om en ung piges længsel efter frihed og vejen til den. Filmen havde premiere i 2020 og er blevet højaktuel i forbindelse med Ruslands invasion af Ukraine d. 24. februar 2022. Derfor præsenterer BUSTER den i år i det særlige tema ‘En sang for friheden’.

Skoleprogram

Fag: dansk, historie & samfundsfag
Klassetrin: Mellemtrin & Udskoling
Emner: Familie & Normer og identitet
Tema: En sang for friheden

Undervisningsmateriale

BUSTER tilbyder en række gratis undervisningsmaterialer, som I kan bruge i forbindelse med jeres filmvisning. Materialet handler ikke om den enkelte film, I skal se, men lægger op til et tematisk eller fagligt forløb, som I kan integrere filmoplevelsen i. Tænk det som et fagligt eller tematisk sæt briller, som I sammen ser filmen igennem og som giver jer nogle særlige opmærksomhedspunkter for biografoplevelsen. Nedenstående materialer er anbefalet til denne film: Min yndlingskrig

Min familie og den store historie

Undervisningsmateriale

I filmens verden kan man rejse i tiden. Til en hæsblæsende flugt under 2. Verdenskrig, en smuk sommerdag i vikingetiden eller en fattig bondefamilie i begyndelsen af 1900-tallet. Dette materiale kan bruges til at lave et forløb omkring BUSTERs film til faget historie. Eleverne arbejder kreativt og struktureret med at lave tidslinjer for deres egen families historie, som de kan bruge til at perspektivere filmoplevelsen. Formålet er at skabet et refleksionsrum, hvor eleverne kan reflekstere over forholdet mellem filmens historiske temaer og deres egen livsverden, familiehistorie og nutid.