Oplev live-oplæsning og smukke billedbøger på det store lærred under BUSTER!

Billedbogens smukke illustrationer gør sig godt på det store lærred, og med vores live-oplæsninger får I derfor en helt særlig biografoplevelse, inden I skal se en rigtig god film. BUSTER har også premierer og events med digitale og interaktive apps på årets festival, blandt andet en helt ny app til de yngste: ‘Mis med de blå øjne’ baseret på børnebogsklassikeren af samme navn. Vi viser også Lowe Haaks smukke animerede kortfilm ‘Ellens ark’, som er baseret på forfatter Rebecca Bach Lauridsens roman af samme navn.

Event med illustrator Signe Kjærs animerede billedbog

Illustrator Signe Kjær og Picture Book Collective præsenterer ‘Lou på en sur dag’ – en smukt animeret interaktiv fortælling med Signes tegninger på det store lærred ledsaget af smuk musik og live-oplæsning. Lou er sur, allerede inden hun åbner øjnene. Hun vil ikke have tøj på, kjolen kradser og strammer. Det er den dårligste kjole i hele verden! Efter eventet ser vi fire spændende kortfilm om dyr og natur for de yngste. Her kan I møde en lille ulv, der er blevet væk fra sin mor i ‘Lupin’, tage med ud i Islands vilde natur med modige børnehavebørn i ‘Leg! Vand’, besøge frække Kiko og dyrene på bondegården – og sidst, men ikke mindst, skal vi på bjørnejagt i den engelske natur med en stor søskendeflok.

Mis med de blå øjne: danmarkspremiere på nyt app-spil

I dette kreative og finurlige app-spil inviteres børn og voksne med ind i den medrivende fortælling om katten Mis med de blå øjne, der bliver drillet, fordi han ikke ligner alle de andre katte. Spillet bygger på Egon Mathiesens modernistiske mesterværk af samme navn, der er en klassiker i dansk børnelitteratur og mere relevant end nogensinde. ‘Mis med de blå øjne’ er lavet til mobil og tablet, og spillet er et godt eksempel på, hvordan en fantastisk fortælling næsten kan blive endnu bedre, når du selv får lov til at lege og fortælle med – for den historie, du fortæller selv, er den, du husker allerbedst! Vi leger med spillet i biografen, og bagefter kan hele familien selv prøve.

Se filmatiseringen af Ellens ark og deltag i en kærlig snak om sorg i børnehøjde

Kortfilmen ‘Ellens ark’ er en filmatisering af bogen ved samme navn, der beskriver en sorgproces i børnehøjde. Ellen finder sin lillebror død på entréens flisegulv, da hun kommer hjem fra skole, og filmen følger hendes tanker og følelser omkring tabet og familiens sorg. Efter filmvisningen taler instruktør Lowe Haak og manuskriptforfatter Rebecca Bach Lauridsen med Jes Dige fra foreningen Skyggebørn, der arbejder med børn og unge i sorg. Det bliver en positiv og vigtig samtale, der tager fat på et emne, som voksne sjældent taler med børn om.

En kærlig og poetisk film om at finde en familie der, hvor man mindst venter det

Oplev ‘Abestjernen’ om 9-årige Jonna, der ikke har nogen forældre og bor på et børnehjem. En dag ankommer en lille ramponeret bil til børnehjemmet, og før Jonna får set sig om, er hun blevet adopteret af en gorilla i mennesketøj, der kan tale. Gorillaen driver en lille skrotplads, hvor alt er helt anderledes end på den rene, ordentlige sovesal, hvor Jonna har levet hele sit liv. Langsomt lærer Jonna og gorillaen hinanden at kende, og det går op for dem, at der er kommet en ny stjerne på himlen, som de to kan samles under: Abestjernen.

 

Log ind

Opret bruger

Opret en gratis profil for at få adgang til at købe billetter til skoleprogrammet, samt have mulighed for at kunne lave dine egen udvælgelse af favoritfilm.