5 dage tilbage af årets BUSTER med film og spændende arrangementer for skoleklasser!

BUSTER kører for fuldt blus lige nu, men I kan stadig nå at være med til nogle af vores mange filmarrangementer for indskoling, mellemtrin og udskoling.

I denne uge byder BUSTER på spillefilm, animation, dokumentarer, serier og tegnefilm samt masser af spændende events fyldt med sjov, leg, gaming, oplæg og meget mere for alle klassetrin. Billetterne koster kun 17 kr. og kan købes på buster.dk.

Nedenfor finder I et lille udpluk af vores mange tilbud fra skoleprogrammet.

Barskt men hjertevarmt teenage drama med masser af power
‘Rocks‘ er en teenager med fut i, der har masser af veninder. En dag, da hun kommer hjem fra skole, har hendes mor forladt hjemmet. Rocks står nu alene med ansvaret for sin lillebror, og hendes verden vendes på hovedet. Bliv opslugt af en hjertevarm og velspillet film, der er udviklet sammen med filmens unge skuespillere i London. Det virker utrolig godt!

Oscarnomineret stop-motion om barndommens venskaber
‘Mit liv som squash‘ er en hjertevarm stop-motion film for mellemtrinet. I filmen møder vi drengen Courgette, der efter sin mors død bliver anbragt på et børnehjem. Her skal han navigere i fortvivlelse, afsavn og mobning fra børnehjemmets bølle. Men de nye omgivelser byder også på spirende venskaber og håb, og måske endda en lille smule sommerfugle i maven.

Som forfilm viser vi den russiske kortfilmen ‘Ven’. Den handler om to skoleelever der ikke har det for let – Den ene er den eneste på skolen, der ikke har en mobiltelefon og som ikke drømmer om andet til sin fødselsdag. Den anden længes efter en ven, efter at være blevet mobbet på skolen. Ved et tilfælde står de to drenge pludselig i en situation, hvor de ved at samarbejde kan opnå det de hver især ønsker sig.

Vildt eksperiment om blæksprutters intelligens
En blæksprutte i stuen i ‘Octopus making contact‘. David Scheel er professor i marine biologi i Anchorage. Han er blæksprutte nørd og en af dem der ved mest om saltvands blæksprutter i hele verden. Som en del af et nyt forskningsprojekt flytter blæksprutten Heidi ind hos professoren og hans teenagedatter Laurel. Midt i dagligstuen står Heidi i et enormt akvarium. Det viser sig hurtigt at blæksprutten er klogere end David troede. Den genkender ansigter og leger med Laurel, den skifter farve og kan bruge redskaber. Professoren lærer en masse af Heidi, som han kan tage med videre i sin forskning og det viser sig også, at man godt kan blive venner med et væsen med tre hjerter og blåt blod.

Barsk film om at bryde med sin sociale arv
‘Charm City Kings‘ er en flot, charmerende og underholdende film om 14-årige Mouse, som vokser op i Baltimores hårde og fattige kvarterer. Mouse er splittet mellem de seje ‘dirt-bikers’ fra Midnight Clique, som er en kriminel motorcykel bande, – og sin drøm om at uddanne sig som dyrlæge. Mouse får hjælp af sin mor og den lokale betjent Detective River. Men ender det hele godt?

Rørende dokumentarserie om en niende klasse der snart skal hver sin vej
Slutningen på en era nærmer sig hastigt. Nogle skal væk på efterskole efter sommer, mens andre starter på forskellige uddannelser. Men inden det sker, skal den sammentømrede venneflok fra Det Frie’s årgang 2020 have max ud af hinandens selskab. Klassekameratrene er alle blevet udrustet med et videokamera, så de kan filme sig selv og hinanden. Der er sjov og ballade på programmet, men der er også spænding og bekymringer i luften, omkring tabet af hinanden, af barndommen og omkring hvad fremtiden mon kan byde på.

Hvor er karaktererne fra ‘Niende’ i dag? Og hvad har de fået ud af at medvirke i serien? Det og meget mere kan du få svar på efter visningen, hvor instruktør Thomas Hartz vil interviewe to af hovedpersonerne, Katinka og Olivia, om deres oplevelse med at filme sig selv, om ungdommen i dag og fremtiden i morgen.

Log ind

Opret bruger

Opret en gratis profil for at få adgang til at købe billetter til skoleprogrammet, samt have mulighed for at kunne lave dine egen udvælgelse af favoritfilm.