BUSTER logo

Jaccos film

Undervisningsmateriale
Niveau: 4.-6. klasse
Fag: Dansk, samfundsfag
Udvalgte temaer: Tragikomik og filmsprog, lyd- og billedside, ludomani

Instr. Daan Bakker
Land og år: Holland 2009
Længde: 17 min.
Sprog: Dansk tale eller hollandsk med valgfri danske undertekster.

Handlingen

Jacco bor med sine forældre i en forstad i Holland. Hver tredje måned smider hans mor farens ting ud af vinduet; forældrene skændes men bliver alligevel sammen. Jacco og hans far har planer om at bygge en underjordisk hule. Jacco drømmer om, at forældrene vil rose ham og give ham opmærksomhed i stedet for at skændes. Faren spiller på spillemaskiner - og sælger i smug nogle af familiens ting for at få råd til at spille. Faren lister sig til at få et maleri af bedsteforældrene; han påstår, at han vil forære det til Jaccos mor, men i stedet sælger han det i en antikforretning og får penge til at spille. De skal bygge taget i deres hytte og stjæler paller fra en byggeplads. Faren vinder penge på spillemaskinen og køber en gave til Jaccos mor, men hun er stadig vred. Hun smider faren ud; han beder Jacco åbne døren, mens moren råber, at Jacco ikke skal åbne. De følgende dage er Jacco trist og indadvendt, indtil han slår i bordet og på ny præsenterer sine forældre og sig selv. Nu skal Jacco og faren bygge hule i et træ i stedet for i jorden.

Tragikomik og filmsprog

'Jaccos film' er præget af tragikomisk humor. Historien er på flere måder trist, men den fremstår alligevel en del af tiden sjov, fordi den ved hjælp af filmens virkemidler bliver fortalt med komiske effekter. Vi trækker på smilebåndet allerede i begyndelsen af filmen, hvor personerne introduceres (tidskode 0:36-1:02): Jacco hopper på kængurustylte, mens vi hører komisk musik og hans begejstrede stemme i voice-over. Hans far står i heltepositur på en bjergtop, fotograferet i frøperspektiv. Men han ligner ikke en helt, der hører til på en bjergtop - tyk og i bukser med seler. Kontrasten får en komisk effekt. Moren bliver præsenteret i fotomodel-positur i badedragt på en båd - ikke så selvhøjtidelig som faren, snarere selvironisk. Og endelig ser vi Jacco stolt spille mundharpe for nogle lidt ældre, dullede piger, der tydeligvis synes, han er en fuldstændig uinteressant lille unge. Der opstår en komisk effekt, fordi de informationer, Jacco med stor overbevisning giver os på lydsiden, står i skarp modsætning til billedsidens informationer - fx når han overlegent påstår: 'Piger er vilde med mig', mens det, vi ser, peger i den stik modsatte retning.

Det tragiske element i filmen er forbundet med de komiske elementer, nemlig kontrasterne og modsætningerne. Allerede fra begyndelsen af filmen får vi en fornemmelse af, at Jacco har opbygget sin helt egen, indre virkelighed, der hænger anderledes sammen end den virkelighed, omgivelserne oplever (fx når han mener, pigerne er vilde med ham, og vi kan se, at de ikke er det).

I scenen, hvor moren smider farens tøj ud af vinduet (tidskode 2:00-2:19), antyder filmen ved hjælp af de filmiske virkemidler, at Jacco trækker sig væk fra virkeligheden for at beskytte sig selv. Vi ser ham sidde bag vinduet, beskyttet af glasset, men også isoleret og alene, mens tøj daler ned udenfor. Set gennem kameraets og Jaccos objektiv får scenen et næsten surrealistisk, poetisk præg: tøjet daler som farverige blomsterblade fra et frugttræ. Jaccos ansigt er temmelig udtryksløst, en smule eftertænksomt - som hos én, der småkeder sig og netop bare kigger ud på dalende snefnug eller efterårsblade. Her er en dreng, der nægter at forholde sig til virkeligheden - han har resigneret og reagerer med at bevæge sig ind i en poetisk fantasiverden, hvor tøj forvandles til blomsterblade. Samtidig hører vi forældrenes højrystede skænderi - men lyddæmpet, som om vi har ørepropper i ørerne. Og det er netop hvad Jacco - i overført betydning - har: Han lukker ørerne og nægter at lytte til indholdet i skænderiet. I stedet bliver det bare til nogle udefinerbare gutturale lyde, lidt fjerne og ligegyldige, som et tv der kører i et andet rum. Vi får en oplevelse af, at Jacco prøver at ændre eller 'slette' virkelighedens begivenheder ved at ignorere dem. Hans strategi er: Hvis jeg nægter at se og høre, hvad der sker, kan det være, at konflikterne holder op med at eksistere. Det tragiske aspekt ved situationen er at vi, tilskuerne, er klar over, at Jaccos strategi - på trods af hans gæve indsats - er dømt til at mislykkes. Han kan ikke ændre på virkeligheden ved at ignorere den. Jacco har givet sig selv en sisyfos-opgave.

Et meget tydeligt eksempel på, at Jacco gerne vil ændre virkeligheden, er scenen, hvor forældrene skændes i spisestuen om hvem, der tager sig af husopgaverne. (tidskode 4:05-5:13). Vi ser scenen blive spolet tilbage, og da den kører forfra igen, hører vi Jacco på lydsiden lægge stemme til forældrene. Nu handler deres samtale om Jacco - hvor dygtig han er, og hvor heldige de er at have ham. Igen får modsætningsforholdet mellem billede og lydside en tragikomisk effekt. Slutningen af scenen, hvor Jacco kigger smilende ind i kameraet virker gribende - det er sørgeligt, at det er nødvendigt for Jacco at fantasere sig væk for at kunne holde ud at være til.

Yderligere et eksempel på Jaccos flugt fra virkeligheden er scenen, hvor han forestiller sig forældrenes diskussion i dukketeater-udgave, hvor faren er en grøn kop, og moren er en rød kop. (tidskode 12:02-12:35)

Slutningen af filmen gentager delvis starten af filmen og er på en gang optimistisk og tragisk (tidskode 14:28-15:35). Det positive er, at selvom Jacco ind imellem er trist, bliver han ikke slået ud men kommer tilbage på banen med ny energi og begejstring. Han er en dreng med overlevelsesvilje. Desuden antyder de billeder, der præsenterer forældrene til slut, at Jacco har fået et lidt mere realistisk billede af, hvem de er - nu ser vi dem i hverdagens ramme frem for på en bjergtop og i en sejlbåd. Jacco er blevet lidt bedre venner med virkeligheden. Det tragiske ved slutningen er, at der ikke er tegn på nogen ændring i forældrenes destruktive mønster, og at Jaccos drøm om den lykkelige familie - som man ser på tegningen til træhulen til slut - sandsynligvis aldrig bliver til virkelighed.

Lyd- og billedside

Lydside og billedside arbejder effektivt sammen, og lydsiden fortæller flere gange mere end billedsiden. Et eksempel er i filmens begyndelse, hvor vi ser Jacco skyde en elastik efter postbuddet, der netop er kørt ud af billedet (tidskode 1:19). Så hører vi lyden af en cykel, der vælter - mens kameraets fokus forbliver på Jacco, der ikke særlig skyldbetynget siger 'Undskyld' I denne scene lader filmen tilskueren være meddigtende: vi hører lyden af det væltende postbud og må selv forestille os, hvordan det ser ud.

En anden scene, hvor lyden spiller en aktiv rolle, er, da faren spiller, og vi ser moren sidde alene hjemme i deres stue (tidskode 5:33-6:09). En animeret (dvs. tegnet) pil på billedsiden peger på en genstand i stuen - og i det genstanden forsvinder, hører vi lyden af en spillemaskine og mønter. Igen er tilskueren meddigtende: vi lægger to og to sammen og regner ud, at faren i smug sælger ting fra deres hjem for at få råd til at spille - indtil moren opdager det og vredt råber farens navn.

Vi hører også spillemaskinen på lydsiden, da faren sælger forældrenes maleri, der angiveligt var til Jaccos mor. Vi forstår, at faren lyver overfor hele familien for at skaffe penge til at spille. (tidskode 8:34-9:19)

Ludomani

Jaccos far lider øjensynlig af ludomani, også kaldet 'spilleafhængighed' eller 'spillelidenskab'. Det er en sygelig lidenskab for og trang til at spille. Ludomaner er som regel mest tiltrukket af hasardspil, dvs. spillemaskiner som enarmede tyveknægte, kort- og terningespil eller roulette, hvor udfaldet af spillet er næsten eller helt tilfældigt, og hvor spillets udfald hurtigt afgøres. Ludomanien har ofte negative konsekvenser for spillerens økonomi, arbejdsliv, familieliv og personlige relationer.

Center for Ludomani stiller ti spørgsmål i deres ludomani-test. Svarer man bekræftende på ét til to af spørgsmålene, er man i en risikozone for at udvikle et problem med spil. Svarer man bekræftende på tre til fire af spørgsmålene, er der tale om et problem med spil, dvs. man er såkaldt 'problemspiller'. Svarer man bekræftende på fem eller flere af spørgsmålene, er diagnosen klar - ludoman. Hvis Jaccos far skulle svare på denne test, ville han ryge lige ind i tredje kategori.

  • Er du stærkt optaget af spil. Bliver du fraværende, når du spiller eller tænker på spil?
  • Har du behov for at øge indsatsen for at opnå spænding?
  • Bliver du rastløs eller irriteret, når du er nødt til at forlade spillet?
  • Spiller du for at slippe for at tænke på dagligdagens problemer?
  • Vender du tilbage til spillestedet for at vinde det tabte tilbage?
  • Lyver du over for familie og omgangskreds for at skjule din deltagelse i spil?
  • Har du begået kriminalitet, f.eks. checkrytteri, tyveri eller underslæb for at kunne spille?
  • Har du mistet eller bragt venskaber, job eller uddannelse i fare på grund af spil?
  • Har du overladt det til andre, familie eller institutioner, at redde dig ud af økonomiske problemer, som du udelukkende er havnet i på grund af spil?
  • Har du gentagne gange forsøgt at bringe din spillelidenskab under kontrol, eller forsøgt helt at stoppe dit spil, uden held?


De senere år er der kommet stadig større fokus på en anden type spilaktivitet, som er særlig udbredt blandt unge: computerspil. Der er ingen tvivl om, at nogle unge spiller mange timer om ugen - men der er stærkt varierende meninger om, hvorvidt der er tale om reel computerspilafhængighed. En række forskere arbejder på at afdække fænomenet. Nogle mener, at man kan blive afhængig af computerspil, og de peger på online spil (fx World of Warcraft) som særligt risikofyldte for de potentielt spilafhængige. Andre mener ikke, forskningen har leveret resultater, der kan bevise, at computerspilafhængighed eksisterer som fænomen.