UV-DVD 2 (2010)

Undervisningsmaterialet til BUSTERs undervisnings-dvd 2 giver en række konkrete forslag til, hvordan der kan arbejdes med filmene i undervisningen.

Vi har valgt at rette særlig fokus mod de filmiske virkemidler - visuelt udtryk, lyd, klipning m.m. Hvad er det, vi ser og hører? Hvorfor har filmskaberne valgt den udtryksform - og hvilken betydning har det for vores oplevelse?

Vores ambition er at inspirere lærere og elever til at skabe et fælles ordforråd, et begrebsapparat, der kan danne basis for kvalificeret filmanalyse og styrke elevernes kompetencer som medieforbrugere.

Ud over de temaer, undervisningsmaterialet behandler, nævner vi en håndfuld links i forbindelse med hver film. Disse links er tænkt som inspiration for Jer, der vil arbejde yderligere med temaerne i materialet eller brede arbejdet ud til andre emner, der har relevans i forhold til filmene.

Filmene er opdelt i tre hovedgrupper rettet mod indskoling, mellemtrin og overbygning. Men anvisningen er kun vejledende og flere af filmene kan sagtens bruges bredere - alt efter lærerens vurdering af den enkelte klasses niveau.

Bemærk: Handlingsreferatet i undervisningsmaterialerne er tænkt som støtte til arbejdet med filmen, og derfor afsløres slutningen. Så undlad at læse referatet, før I har set filmen!

Dvd'en distribueres gratis til alle skoler i hele Danmark, og er realiseret med støtte fra Nordea-fonden. Dvd'en kan frit benyttes til undervisning i skoler og andre undervisningsinstitutioner i en femårig periode fra 2010-2015. Alle skoler i Danmark vil modtage en dvd.

Undervisningsmaterialerne er udarbejdet af Liselotte Michelsen

NB: Vi har stadig nogle få dvd 2 og 3 tilbage
Det er først til mølle princippet! Vi sender dem gerne mod fremsendelsen af frimærker til dækning af portoen. Hvis du er interesseret kan du sende en mail her. Men tjek lige om de ikke allerede står på dit skolebibliotek.

Porto for fremsendelse af uv-dvd 2 og/eller uv-dvd 3 er 25 kr.

Obs. Vi kan ikke sende flere eksemplarer af samme dvd til samme skole af hensyn til det begrænsede oplag, og vi kan ligeledes ikke fremsende personlige kopier til lærere. Dvd'erne skal sendes til skolebibliotekaren.